// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jonas Hassen Khemiri: Søstrene
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Jonas Hassen Khemiri: Søstrene

Skrevet af den 24. oktober 2024 – 07:21Ingen kommentarer

Sjældent er 600 sider blev læst så hurtigt, som da jeg fløj igennem svenske Jonas Hassen Khemiris Søstrene. Det er ikke en pageturner af en spændingsroman, men i stedet en farverig og underholdende roman om de sidste 40 års Sverige, der er skrevet med indlevelse, humor og nerve.

De tre Mikkola-søstre er trods det finskklingende efternavn tunesisk-svenske. Deres mor er en skønhed med et omtumlet liv, og de tre døtre er både umådeligt forskellige og alligevel – som i mange familier – mere ens end de vil være ved. I barndommen strejfer deres liv forfatterens alter ego i en forstand til Stockholm. Det er høje Ina, smukke Evelyn og vilde Anastasia, og fra 1990erne og frem bliver de en del af Jonas’ mentale liv (og en smule også det virkelige).

Det udmønter sig i denne vildvoksne roman på mere end 600 sider om drømme og håb, om at være fremmed i både sit eget land og sine forældres hjemland, og om hvordan vores valg igennem livet former vores livsbane på måder, vi ikke havde kunnet forestille os. Det er fremragende skrevet, morsomt, inderligt, trist og livsbekræftende. Alt det en stor roman skal være.

Søstrene tager os med til de vilde rave-parties i Stockholms undergrund, til tunesisk-kurdisk bryllup i Tyskland, til coronaepidemiens New York og naturligvis også til Tunesien. Det er en roman om familie og venskab, om dette liv vi hver især skal forsøge at finde vores egen mening i, og så er det en roman om en forbandelse. En uforudsigelig forbandelse, der strækker sig over tre kontinenter og lige så mange generationer.

Jonas Hassen Khemiri er et nyt bekendtskab for mig, og det føles lidt som en gave at blive opmærksom på et helt nyt og ukendt forfatterskab, jeg nu får lov at dykke ned i.

Jonas Hassen Khemiri: Søstrene. 608 sider, Gyldendal. Oversat af Birgitte Steffen Nielsen, udkom 14. august 2024

Der er lukket for kommentarer.