Peder Frederik Jensen: I min mors hus er der mange boliger
Hvordan er det mon at vokse op som præstesøn? Hvordan er det at vokse op i en præstebolig? Hvilken indvirken på ens menneskesyn og ens tro gør det, at ens forældre er præster, og at de hvert 7. år rykker op med rode og flytter et nyt sted hen?
Det og meget mere har forfatter og præstesøn Peder Frederik Jensen sat sig for at undersøge i sin lille bog I min mors hus er der mange boliger, som indgår i forlaget Eksistensens udgivelser Kristendommen ifølge… hvor forskellige kendte danskere fortæller om deres forhold til tro, kirke og kristendom.
Der huserer mange fordomme om de personer, som bor i præstebolig (og jeg kan lige så godt bekende kulør, jeg er selv en af dem, som bor i præstebolig). Hvad mon de laver, når de har fri? Foretages der specielle ritualer, der inde bag vinduerne? De kan da ikke bare være lige som alle andre, eller kan de? At bo i disse ofte store huse er tit omgærdet med stor mystik, for hvad foregår der inde bag murerne? Ja, som Peder Frederik Jensen begynder sin egen lille fortælling, så hænger meget af det sammen med spørgsmålet: ”Tror du på Gud?” Og som han så frimodigt fortæller, så er svaret på det spørgsmål lige så forskelligt, som gangene han er blevet spurgt.
Med en fortællelyst og skønne iagttagelser tager han os med ind i de mange boliger, han har boet i, hvor de hver især på deres måde har været med til at lægge til hans identitet. Bogen er skrevet med en stor kærlighed og med masser af referencer til de bibelske tekster og det kristne univers, som på den måde jo gennemsyrer det liv, han lever nu, uden at han er sig det fuldt bevidst, da det bare er blevet en del af hans dna på godt og ondt. Han bærer fortællingen med sig. Han skriver med en frimodighed og et overskud, som, jeg synes, er befriende, og så trak jeg noget på smilebåndet, da jeg følte en vis genkendelse i episoden fra en nytårsaften: ”Jeg husker ikke, hvem der tændte, men teologer, der jo ellers forstår sig på himmelfart, er ikke certificeret til at købe ting, der kan eksplodere. Det, vi troede var en bordbombe, var et romerlys.”
Hvis man interesserer sig for de eksistentielle spørgsmål, kristendom og tro, så kan serien Kristendommen ifølge… og især I min mors hus er der mange boliger varmt anbefales, da trosspørgsmålene kommer under lup, og der gives et sprog til at tale om det, som vi måske til dagligt har svært ved at sætte ord på.
Bogblogger.dk har tidligere anmeldt Peder Frederik Jensens Rans vilje og Det Danmark du kender.
Peder Frederik Jensen, I min mors hus er der mange boliger, Eksistensen, 2024, 92 sider.