Når man træder ind på en squashbane, så bliver man næsten lukket ind i en boks. Al unødig støj og livets larm efterlades ved døren, og inde på banen er det kun spillet, som tæller. Squashbanen og centret Western Lane bliver stedet, hvor lillesøster Gopi på 11 søger tilflugt, da hun mister sin mor.

Gopi er vokset op i en sund familie med de to ældre søstre Mona og Khush samt mor og far. Men da moderen dør, står familien lettere fortabt tilbage. Faderen aner ikke sine levende råd. Hvad skal der nu skal blive af den lille familie? Kan de holde sammen? Kan de overleve og blive boende? Er han nødt til at gå så vidt og give nogle af pigerne til andre familiemedlemmer, som ikke har børn?

Faderen kan ikke være i sorgen og tabet, og som en overlevelsesmekanisme tilmelder han pigerne hård squashtræning, da det er noget han helt konkret kan forholde sig til. Det viser sig, at Gopi har et stort talent for squash, og det bliver mødestedet for datter og far, her kan de sammen være i sorgen og være fri for sorgen. På banen Western Lane møder Gopi den unge dreng Ged, og midt i al træning og sorgen over tabet af mor begynder den første spæde forelskelse at trænge sig på. Et stort, givende og varmt venskab vokser frem mellem de to unge, og det er med til at bringe Gopi tilbage til livet.

Western Lane er en fin coming of age-historie, som også rummer et lidt dybere lag end blot dette at opleve den første spæde forelskelse. Det er også fortællingen om, hvad der kan ske med en familie, når sorgen og tabet rammer, om hvordan man skal genfinde sine roller, ja måske endda tage nye roller på sig.

Bogen er let og hurtig at læse, og en fin debutroman om store emner som sorg og søskendesammenhold krydret med squash, men jeg sidder også tilbage med en følelse af godt at ville have haft lidt mere.

Chetna Maroo, Western Lane, oversat af Louise Ardenfelt Ravnild, Gutkind, 2024, 232 sider.