Estela fortæller sin historie fra en fængselscelle. Hun forestiller sig, at der sidder nogen på den anden side af spejlet og lytter. Hun sidder der, fordi et barn er dødt. Og hun lægger ud med at sige, at hun nok skal fortælle, hvad der er sket. Men først skal vi høre, hvad der gik forud.

Estela er husholderske og barnepige for en velstillet familie i Santiago de Chile. Hun er vokset op på landet, men er taget til hovedstaden for at arbejde og skaffe penge til sin familie.

Et arbejde, der på én og samme tid passer hende godt og slider hende i stykker både fysisk og mentalt.

Hendes stemme fra fængselscellen er enormt troværdig og autentisk.

Man mærker blandt andet hendes ambivalens i at drage omsorg for et lille barn, der ikke får omsorg af sine forældre, men som samtidig langsomt vokser op og foragter dig lige som sine forældre.

”Fruen brugte meget tid på at gøre sig i stand foran spejlet. Hun smurte ansigtet med creme, foundation, mere creme og pudder, der fik hende til at se bleg ud, som en porcelænsdukke. Nogle gange stod pigen ved fodenden af sengen og kiggede på hende og efterlignede hendes bevægelser: hævede øjenbrynene, snerpede læberne sammen, lukkede øjenlågene halvvejs i. Som om hun ét efter ét afprøvede de ansigter, hun ville bruge i fremtiden.

Engang spurgte hun sin mor, hvorfor hun ikke lånte pudderet til mig.

Så kan hun se hvid ud, sagde hun.

Ren.

Imens rystede jeg gulvtæpperne eller lagde deres pyjamasser ind under puden eller tørrede støv af deres natborde”.

Der er noget virkelig ægte over at høre en historie fra én side alene. Når der kun er én fortæller og en vinkel.

REN er en velskrevet og rørende samtidsroman om sociale klasser og ulighed. Om kærlighed og magt og om fortrydelse og den levede liv. En roman der løbende udfordrer læserens egne tankemønstre og som åbner en række spørgsmål, som læseren i sidste ende måske selv skal svare på?

En stor anbefaling herfra.

Alia Trabucco Zerán: REN, Gutkind, oversat af Kirsten A. Nielsen, september 2023, 298 sider.