Nino Haratschwili: Det manglende lys
Tblisi, slutningen af 1980’erne. Fire unge piger, Keto, Ira, Nene og Dina er fra samme gård, og vokser op som veninder i Sovjetunionens sidste dage. Deres tidlige barndom er præget af dette undertrykkende og fattige samfund, hvor alle familier har deres historier om forfølgelse og angst.
Sovjetunionens fald er ikke bare Georgiens frihedsstund, det markerer også overgangen fra barndom til ungdom for de fire piger. Men alt går ikke glat i det lille land i Kaukasus. Pax Sovjeticus under diktaturet afløses af ufred og uroligheder, og mens frihedsrusen fortager sig og bliver til gevaldige tømmermænd, forsøger de unge kvinder nu at finde deres egen vej i et patriarkalsk samfund i opløsning.
Omkring 30 år senere mødes nogle af dem igen til en fotoudstilling i Bruxelles, Europas hjerte.
Fotoudstillingen er til ære for den afdøde Dina, og de tre tilbagelevende mødes for at minde hende og deres fælles historie i de omtumlede år. Det er barske sager, for overgangen fra kommunistisk diktatur til selvstændig demokratisk stat var hverken let eller ublodig.
Ligesom den unge, georgiske nation kom på svære prøvelser, kæmpede også de fire unge kvinder med at finde en vej frem mellem den stigende vold, deres mafiose brødre, narkotikaens komme, samfundets forventninger til dem og ikke mindst deres familiers krav. Imens lurer krigen i Abkhasien og de svære valg om hvad der er rigtigt og forkert. Hvem skylder man sin loyalitet? Sin familie eller sig selv? Sit land eller sine venner?
Haratschwili brød igennem med et brag med bestselleren Det ottende liv. Det er ikke ofte, at en roman med Georgien som tema og på mere end 1000 sider bliver en succes, men Det ottende liv blev udgivet i ikke mindre end 25 lande. Det manglende lys er en del kortere, men absolut stadig en fremragende roman om svære valg i en svær tid – og om et land, vi ved alt for lidt om, men som gentagne gange har fundet sig selv midt i verdenshistorien.
Nino Haratschwili: Det manglende lys. 655 sider, Gutkind. Oversat af Nanna Lund, udkom 26. april 2023