Bret Easton Ellis: Skår
Efter 13 års pause er Bret Easton Ellis på banen igen med en ordentlig moppedreng af en roman. Det er velkendt terræn. Vi er blandt unge velhavere i Los Angeles i 1981, teenagere hvis forældre intet aner om dem, fordi de har travlt med karriere og selvrealisering.
De unge 16-17 årige har adgang til masser af penge, Porscher og BMW’er, coke, fester og sex. Så miljøet er fuldstændig det samme som i debutromanen Less Than Zero fra 1985. Men i ’Skår’ dukker der en seriemorder op, The Trawler, baseret på sandfærdige hændelser, hvor en psykopat torturerede og myrdede flere unge i Californien, før det lykkedes at fange ham.
Dette er på sin vis også velkendt terræn, idet Ellis fik sit store gennembrud med ’American Psycho’, der fik det litterære miljø i USA til at skælve og chokerede læsere verden over med blodsprøjtende og detaljeret vold, kvalmende kynisme og social satire over New Yorks yuppie-miljø.
I ’Skår’ finder vi den samme uhygge og chokerende voldsbeskrivelser, men det er primært en autobiografisk fortælling om den unge Bret Easton Ellis, hans homoseksualitet, spirende galskab og manglende retning i livet. Han skriver på sin første roman, kæmper med sit begær og forsøg på at opretholde en facade som den smarte unge collegestuderende med smukke Debbie som kæreste.
Vi følger de unge til fester og deres bekymringer, jalousi og følelsesløshed. Det er afgørende at bevare sin status og position blandt vennerne. De drøner rundt på alle de mytologiske steder i og omkring Los Angeles til lyden af 80’ernes store hits, og de dyrker film og så selvfølgelig masser af sex. Det er kort sagt en liderlig bog. Men også brutalt skræmmende.
Der ankommer en ny studerende, Robert Malory, som er dybt fascinerende, men som også skiller sig ud. Bret bliver besat af ham og stalker ham. Da unge kvinder og mænd begynder at forsvinde, for senere at dukke op dybt maltrakterede, retter Bret sin mistanke mod Robert. Og da først morderen retter sin opmærksomhed mod Bret og vennekredsen, spreder uhyggen sig for alvor.
Ellis leger med sin læser og skaber hele tiden tvivl om, hvad der er sandt, og hvad der er fiktion. Det er effektivt, og man bliver suget ind i værket. Der burde nok have være skåret nogle hundrede sider af, da der på steder er lidt selvsving, men ’Skår’ bør blive en ny amerikansk klassiker.
Bret Easton Ellis. Skår. Lindhardt og Ringhof, maj 2023. 745 sider. Oversat af Karsten Nielsen.