// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Rosa Liksom: Elven
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Rosa Liksom: Elven

Skrevet af den 20. februar 2023 – 07:35Ingen kommentarer

Anden verdenskrig lakker mod enden. Det nordlige Finland står i flammer og alle der kan, flygter over grænsen til Sverige. Krigen har været kompliceret i Finland, der først inviterede nazisterne indenfor – som hjælp efter det sovjetiske overgreb i vinterkrigen – og senere forsøgte at slippe af med dem igen. Det tog det ikke altid så pænt, og resultatet er død og ødelæggelse.
Som altid rammes civilbefolkningen hårdest.

Fra en lille landsby tæt på grænsen forsøger beboerne at drive deres kvæg med sig mod elven, der udgør grænsen til Sverige. Her er fred og sikkerhed, men at nå så langt kræver afsavn og vilje. Det har Elvens fortæller, en pige på bare 14 år. Hendes far er ved fronten, hendes gravide mor er af lidt uigennemskuelige grunde rejst i forvejen. Så hun skal både bringe kvæget i sikkerhed og finde sin mor igen.

Intet af det er nemt i den kaotiske krigsvinter, og selvom man hverken sulter eller bliver bombet i det neutrale naboland, er ikke alle begejstrede for de finske flygtninge, de sygdomme de bringer med sig eller deres alliancer under krigen.

Elven tager os igennem den finske ødemark og de enorme ødelæggelser. Vi vandrer og vandrer med vores navnløse fortæller der med et skarpt, men distanceret blik registrerer alt det, de voksnes krig bringer af ulykker over folk og fæ. Men Elven er også lidenskabsløst fortalt, og det gør det svært for mig for alvor at engagere mig i historien og dens karakterer. De kommer og går, men uden at sætte de store følelsesmæssige aftryk.

Ifølge pressematerialet er hovedpersonen navnløs for at understrege det universelle ved historien om flygtninge. Det er måske et vigtigt politisk budskab, men forsøget på at hæve romanen op til et statement gør ikke noget godt for den som litterært værk – tværtimod. Det er ikke en ubetinget god bog, og kan man lide at læse om Finland under 2. verdenskrig (og hvem kan ikke det???), vil jeg i stedet anbefale Oberstinden af samme forfatter, som har langt mere nerve og intensitet.

Rosa Liksom: Elven. 280 sider, Alpha. Oversat af Birgita Bonde Hansen, udkom 20. januar 2023

Der er lukket for kommentarer.