// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Glenn Bech: Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Manifest

Glenn Bech: Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet

Skrevet af den 22. december 2022 – 06:50Ingen kommentarer

Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet udkom i september og mange har derfor allerede læst bogen eller læst om bogen. Det er forfatter og psykolog Glenn Bechs vrede, indignerede og til tider sårbare manifest. Ved første øjekast ligner det digte i sin opstilling, men digte i traditionel forstand er det ikke. Det er mest af alt energifyldte tekster, der er tydelige og lette at læse. Jeg blev med det samme fanget og læste de første 40 sider stående i køkkenet, da jeg lige havde modtaget bogen.

Det er et manifest om klasse, om køn og om seksualitet. Og om at sprog er magt. Det er også et manifest om lige muligheder eller mangel på samme, om identitet og om at tage afstand til sin opvækst. Og så er det et manifest om at føle sig forkert, om ulighed i sundhed og en kritik af venstrefløjen, der slet ikke er så rummelig som den giver sig ud for at være. Det er nemt at være rummelig og inkluderende, så længe de andre ligner en selv.

Jeg er vild med vreden, indignationen og energien. Det er svært som læser ikke at blive ekstra bevidst om mit eget sprog, min egen position, min egen opvækst. Min klasse, min indflydelse og min magt. Det jeg har giftet mig til. For ikke at nævne mine privilegier – eller mine børns for den sags skyld.

Det er et klogt manifest, og man bør give det i gave til alle privilegieblinde fra den yderste højrefløj til den yderste venstrefløj. Jeg vil pushe bogen på min 18 årige søde, kvikke, oplyste, men også til tider totalt hovedet-oppe-i-egen-røv privilegieblinde søn. Bogen prikker og skubber de rigtige steder. Vi kan alle blive lidt klogere.

Glenn Bech (f. 1991 i Horsens) er uddannet psykolog og uddannet fra Forfatterskolen. Han debuterede med Farskibet i 2021 for hvilken han har vundet Munch-Christensens Debutantpris, Albert Dams Mindelegat og Blixenprisen for årets roman.

Glenn Bech, Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet, Gyldendal, September 2022, 330 sider.

Der er lukket for kommentarer.