Jeanette Varberg: Enkernes land
En ældre kvinde begår selvmord under voldsomme omstændigheder i en lille by på vestkysten. En amerikansk højesteretsdommer findes hængt i sit sommerhus et sted i Louisianas sumpe. De to sager kunne næsten ikke være længere fra hinanden – bortset fra at der på begge lig findes ældgamle amuletter med mystiske indskrifter.
De to politibetjente Peter og Vivi fra Vestjylland er mest vant til selvmordere, spritbilister og indbrud. Nu befinder de sig pludselig midt i en efterforskning, der trækker tråde til Egypten, Rom og USA – og som involverer både FBI, Vatikanets efterretningstjeneste og naturligvis vores egne PET. De allierer sig med Nanna, der er en kvindelig arkæolog af Indiana Jonesk tilsnit, og jagten på sandheden fører dem både tilbage til den tidlige kristendom ved Middelhavet og til de gamle fiskersamfund i Vestjylland i slutningen af 1800-tallet.
Enkernes land er en spændingsroman for den intellektuelle læser med politiske og religionskritiske over og undertoner. Det er et fermt plot og fine karakterer. Når historie, krimi, spænding og religion skal blandes, kan det godt blive lidt gakket og søgt mod slutningen, når alle plottrådene skal bindes sammen, og den fælde kan Varberg desværre ikke undgå. Det hænger ikke helt sammen til sidst.
Jeanette Varberg er arkæolog på Nationalmuseet og har skrevet en del faglitteratur om historie og arkæologi, og jeg har trofast læst med på det hele – og rost det, for det har været godt. Desværre kan hun ikke lægge det faglitterære fra sig i Enkernes land, der er fyldt med enerverende og helt irrelevante historiske fakta. Vi kan ikke tage til en afhøring på Amager uden at få at vide, at det er Danmarks 13. største ø (kun lige overgået af Samsø, hvis du er interesseret – men hvorfor skulle du være det midt i en spændingsroman?), vi kan ikke nærme os Nationalmuseet uden lige at skulle bruge en side på stormen i København i 1659 (har ingen forbindelse til roman overhovedet) og skal vi sejle en tur i Louisianas sumpe, skal vi da lige høre om NFL-kampe mellem Saints og Minnesota Vikings mange år tilbage. Øv, tænker jeg, at der ikke har været en behjertet redaktør på Politikens forlag, der har hjulpet med at rydde ud i det uvæsen, der bare fylder, tager tempo ud af historien og i øvrigt er belærende på den kedelige måde.
Når det er sagt, så er der talent bag romanen, og jeg håber og tror, at en to’er vil have luget ud i de værste uvaner. I så fald vil jeg gerne læse med igen, for både Vivi, Peter og Nanna er gjort af stof, der kan skrives gode spændingsromaner om og arkæologi fylder simpelt hen for lidt i dansk litteratur.
Jeanette Varberg: Enkernes land. 523 sider, Politikens forlag. Udkom 25. oktober 2022