// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Eva Aagaard: Jeg vil ikke det her
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Eva Aagaard: Jeg vil ikke det her

Skrevet af den 1. oktober 2022 – 06:32Ingen kommentarer

Gribende, nuanceret og tankevækkende roman om tiden efter en voldtægt.

Miriam er i byen med sin veninde. Det er første gang, hun skal ud efter at hun er blevet mor. De fester, hygger og Miriam får rigeligt at drikke. Da hun vil hjem, tager hun alene afsted og får sig forvildet ind i en taxa, der viser sig ikke at være en taxa. Den fremmede mand kører hende hjem, men først efter at have forgrebet sig på hende i en kælder. Da hun vågner hjemme næste morgen har hun blod i trusserne og en noget tåget erindring.

Hun husker at have sagt “jeg vil ikke det her” og lidt efter lidt husker hun mere og mere. Hun skammer sig og er usikker på, hvad hun skal gøre og hvad hun skal sige til hvem.

Dagene flyder sammen, hun glemmer at spise, vil helst bare sove. I starten er hendes kæreste tålmodig, kærlig og forstående. Men ingen forstår for alvor, hvordan Miriam har det. Klart nok, ingen af dem hun kender, har været udsat for et overgreb af den kaliber.

Senere dukker spørgsmålet op om hun bør sygemelde sig. Og hvis hun skal sygemeldes, skal det så fremgå af sygemeldingen, hvilken afdeling på hospitalet, der har lavet sygemeldingen? Der er alt for meget, hun skal forholde sig til.

I det hele taget har det, der sker den nat, store konsekvenser for Miriam og hendes nærmeste. Hun trækker sig fra sin lille datter. Og fra sin mand. Lukker sig inde i sig selv. Orker ikke nærheden og omsorgen. Føler endda at de er bedre tjent uden hende. Hun bliver usikker på sit eget værd og om hun overhovedet fortjener at leve.

Forfatteren har udtalt, at hun håber at bogen kan nuancere forståelsen af voldtægt. Det håber jeg også. Og det tror jeg den kan. På en meget fin måde og uden at pege fingre af nogen, forstår læseren, hvorfor et offer ikke bare anmelder overgrebet med det samme. Hvorfor et offer kan føle skam og kan tvivle på, hvad der skete. Hvorfor det ikke er alle ofre, der skriger op eller slår fra sig. Vi forstår, at det faktisk er normalt, at man fryser og bliver handlingslammet. Og vi forstår, at man må gennemleve det hele igen, når man kontakter politiet.

Jeg vil ikke det her er en vellykket og vigtig roman om et emne, vi bliver nødt til at tale om. For mange har tiet for længe. Forfatteren skriver “Jeg håber at nogle vil kunne genkende sig selv, og at andre vil få en ny forståelse af, hvordan det føles at være spærret inde i et traume”. Jeg er i hvert fald blevet klogere.

For nogle år siden læste jeg romanen Voldens historie, som er en anden rigtig god roman om voldens/overgrebets natur. Den er barsk, men vigtig. Helt ligesom Jeg vil ikke det her.

Eva Aagaard, Jeg vil ikke det her, Alpha forlag, September 2022, 274 sider.

Der er lukket for kommentarer.