// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Sergej Lebedev: En perfekt gift
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Sergej Lebedev: En perfekt gift

Skrevet af den 29. august 2022 – 07:01Ingen kommentarer

Et sted i Mellemeuropa dør en russisk afhopper. Et lille stik i halsen, en mand haster væk og så er det slut. Men mordet på russeren trækker spor efter sig. I Rusland forbereder en mand et drab mere. En præst ser mere end de fleste. En anden russisk afhopper bliver trukket tilbage til sine gerninger, dengang han var med til at udvikle den perfekte gift i Sovjettiden.

Som altid hos den russiske forfatter Sergej Lebedev trækker begivenhederne spor tilbage til Sovjettiden og det kommunistiske styres forbrydelser og foragt for menneskeliv. Giftmord er en russisk specialitet – også i nutiden – og i En perfekt gift udforsker han de russiske videnskabsmænds arbejde for at udvikle gifte og biologiske våben til den forventede kamp mod Vesten.

Det er et indblik i en syg verden, hvor et gammelt kloster kan blive til en moderne katedral for videnskaben. Videnskaben om det perfekte, usporlige drab. Sovjet var Sovjet. Videnskabsmændene var drevet af personlig ærgerrighed, at idealisme for den kommunistiske sag, af almindelig opportunisme og af simpel frygt. For privilegierne kunne hurtigt forsvinde, og lige så uundværlig man er
den ene dag, lige så hurtigt kan viden vende og ens viden blive en fare.

En perfekt gift er en spionroman, men med mere fokus på personerne og fortiden end på dramaet. Der er gået 30 år siden Sovjet brød sammen, men fortielserne, forbrydelserne og fornedrelsen forsvandt aldrig helt. Det er en meget anderledes bog end Lebedevs to tidligere romaner, Ved glemslens rand og Augustmennesker. En perfekt gift er nok lettere at gå til for en læser, der ikke har stor indsigt i russisk historie.

Jeg synes på den anden side ikke, at En perfekt gift er lige så helstøbt som de to andre romaner, og jeg synes egentlig ikke at spionromanen – eller thrilleren om man vil – klæder Lebedev som genre. Hvis man vil skrive spionromaner synes jeg, at der skal være lidt mere smæk på og lidt mere drama end hvad der er Lebedevs stil.

Sergej Lebedev er i øvrigt kritiker af Putins styre, og bor i dag i Tyskland.

Sergej Lebedev: En perfekt gift. 300 sider, Forlaget Palomar. Oversat af Lotte Hansen, udkom 28. juli 2022

Der er lukket for kommentarer.