Volker Kutscher: Lunapark
Der er sket meget siden Gereon Rath i 1929 blev overflyttet fra Køln til Berlins politi. Nu er året 1934 og de brølende tyvere er endegyldigt slut. I Berlin hersker SA og nazisterne, og dag for dag undermineres retsstaten – og Berlins politi.
(Advarsel: dette er sjette bind i en serie, og i det følgende vil der blive omtalt hændelser fra de tidligere bind. Spring over, hvis du ikke har læst de fem første bind i serien og gå direkte til anmeldelsen af bind 1, Den våde fisk).
Rath er ikke meget interesseret i politik. Han er optaget af sin karriere, sin Charlotte, hunden Kirie – og af Fritze, et tidligere gadebarn, der nu er blevet en del af familien. Rath vil bare opklare mord uden indblanding fra hverken nazister, chefer eller andre irriterende typer. Derfor er det ham også vederstyggeligt at det hemmelige statspoliti – endnu ikke almindeligt kendt under forkortelsen Gestapo – med en tidligere kollega i spidsen blander sig i opklaringen af et mærkværdigt drab på en nazistisk SA-mand. Gestapo er nemlig overbevist om, at det er en kommunistisk fraktion, der står bag, og ingen fakta i efterforskningen vil få dem til at overveje andre alternativer.
Samtidig viser det sig, at gangsteren Johan Marlowe er tilbage i Berlin og han har en opgave til Rath. Og nå ja, plejebarnet vil gerne ind i Hitlerjugend. Og Raths fars ven Konrad Adenauer er blevet arresteret. Og… det går vildt for sig i Hitlers Berlin, og Rath kæmper lige som så mange andre med at finde det rigtige ben at stå på. Skal man dukke nakke og vente på, at det driver over (hvor lang tid kan det tage?) Skal man indpasse sig, og tjene de nye herrer med hud og hår (der er gode karrieremuligheder?). Skal man kæmpe imod (hvad skal det nytte?)
Lunapark er sjette bind i serien om Gereon Rath. Det er den serie, der også er filmatiseret som Babylon Berlin. Det er begyndt at stramme til for alvor for den gode kriminalbetjent, for fortidens synder indhenter ham og fremtiden er tilsyneladende nazistisk. Og godt nok går han ikke så meget op i politik, men det gør hans elskede Charlotte – og så er der altså det her mord på en SA-mand, der hurtigt bliver til flere.
Lunapark er den bedste roman i krimiserien hidtil. Berlin er i gang med en vild forvandling, fra den swingende moderne storby til hovedstaden i det tredje rige. Der er strækmarch i gaderne og Kutscher lader dygtigt Rath være lige præcis den rigtige blanding af en mand, der forsøger at gøre det rigtige, og en gemen opportunist, der skal have terroren helt tæt på for at se, hvor slemt det er.
Historiekyndige vil vide, hvordan det gik SA korpset. Andre må læse Luna Park og det bør de da også gøre – ikke mindst hvis de kunne lide de første fem bind i serien.
Volker Kutscher: Lunapark. 528 sider, Lindhardt og Ringhof. Udkom 23. marts 2021, oversat af Hanne Lund