Jens Andersen: Ole Lund Kirkegaard
Han er en af mine store litterære helte, jeg har læst hans bøger mange gange og jeg har tit tænkt, at det var overraskende lidt jeg egentlig vidste om ham som person. Min helt er Ole Lund Kirkegaard og nu har forfatteren Jens Andersen skrevet en meget fin bog om ham.
Ole Lund Kirkegaard døde i 1979, kun 39 år gammel. Et alt for kort liv – et liv præget af fantasi, leg, humor og pædagogisk nytænkning, men også et liv præget af rastløshed, druk og en selvdestruktiv livsførelse.
Jens Andersen har hentet information og dokumentation ved Kirkegaards familie, venner, samarbejdspartnere og ikke mindst hans kone Anne Lise Kirkegaard.
Vi er med fra barndommens år i Silkeborg, hvor Ole voksede op med lillebroren Jens, den kreative mor Ellen og faren Niels, der var tandlæge og en fremragende fortæller og frem til den nat i marts, hvor Ole findes død i en snedrive.
Ole var ikke kun forfatter men også kunstmaler, tegner, skolelærer og foredragsholder. Han var et meget søgende mennesker, elskede at rejse og skrev de mest fantastiske breve. Han havde gode venner omkring sig, som betød meget for ham. Men de mørke sider og de dæmoner han kæmpede med, var han alene om og selv de bedste mennesker kunne ikke trække ham ud af det kaos der, i perioder, omgav ham.
Jens Andersen har skrevet en stærk og rørende bog. Det er en bog om et voksent legebarn, en fantastisk forfatter, en nytænkende lærer, en ven, en far og en ægtemand, som må have været fantastisk at kende.
Så selv om det blev et alt for kort liv, kan vi stadig glædes over hans skønne bøger, som stadig holder 100 %.
Yndlingsbogen er Lille Virgil, debutbogen fra 1967, som der også blev læst op af til Ole Lund Kirkegaards begravelse.
Hvor Kong Gulerod fortæller Lille Virgil om landet Jappien, hvor vi alle skal hen en dag: ”Det er et dejligt land. Der vokser blomster så store som træer. Og alle mennesker bog i tomme tønder. Det regner kun om natten og næsten alle dyr går med bukser på, Ja, det er et dejligt land ” …
Jens Andersen: Ole Lund Kirkegaard, Gyldendal, 304 sider, 2010
Enig (også kun ros herfra)…..Hilsen Anna-Belle! 🙂
Denne hjemmeside er rigtig god, jeg skal skrive en stil, hvor jeg har valgt at skrive om Ole Lund Kirkegaard. Der er en masse god fakta. Der er også mange gode hjemmesider, men denne er dog én af de bedste. Kun ros herfra, Hilsen Ditte-Maria 🙂 😀