// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Thomas Piketty: En kort historie om lighed
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Idehistorie, Industrihistorie, International Politik, Roman

Thomas Piketty: En kort historie om lighed

Skrevet af den 6. august 2022 – 06:44Ingen kommentarer

Er der grund til pessimisme, når man ser på forskellene mellem rige og fattige, priviligerede og dem med færre muligheder? Flygtningestrømme, groteske formuer side om side med folk, der lever på gaden, sult og afsavn versus overflod og overforbrug? Det er let at blive pessimistisk, når man kigger på, hvordan goderne er fordelt.

Men ifølge professor og forfatter Thomas Piketty er der grund til optimisme. Hvis man kigger ud over århundrederne så bevæger vi os faktisk mod større og større lighed. Flere mennesker får i dag en uddannelse, stemmeret er blevet udbredt, vi har fået mere ligestilling mellem kønnene og ud fra et globalt perspektiv er der færre, som sulter nu end for nogle hundrede år siden. Piketty er forhåbningsfuld. Hvis vi beslutter os for at føre kampen mod uretfærdighed og udbytning videre, så er der en bedre verden i vente.

I bogen skildrer Piketty udviklingen af ligheden de seneste 250 år. De seneste 100 år fylder mest, og viser middelklassens vækst, at ligheden er blevet større. I 1913 ejede den europæiske middelklasse kun cirka 10 procent af den samlede formue. Den andel er steget til 30 procent i 2022.

Det var især fra 1950 til 1980, at denne udvikling tog fart. Her vandt den progressive beskatning frem og skabte grundlaget for de europæiske velfærdssamfund. Men de seneste 30 år er uligheden vokset øget i Europa, men globalt er tendensen en anden, blandt andet på grund af stigende velstand i flere asiatiske lande.

’En kort historie om lighed’ er både et videnskabeligt værk og en holdningstilkendegivelse, og det løfter klart bogen, at man får Pikettys holdning og anbefalinger. Videnskabeligt trækker hans konklusioner og analyser på et imponerende væld af kilder om statistik, handel, kapitalbevægelser og beskatning. Og det er netop ved skatteforholdene man kan opnå større lighed. Landene imellem skal blive langt bedre til at samarbejde om at forhindre skattely og skattefritagelse for verdens rigeste. Det vil kunne finansiere økonomisk udvikling med bedre sociale vilkår, bedre muligheder for uddannelse og og højere sundhed. Der er tale om en virkelig tankevækkende bog, som er skrevet på en måde, der skal gøre den læsbar for andre end dem højere uddannelser. Piketty har haft en ambition om at skrive en kortere version af nogle af de mammutværker, han har udgivet om beslægtede emner, og på den måde gøre læserkredsen større. Man må håbe, at det lykkes.

Thomas Piketty: En kort historie om lighed. Informations Forlag, 320 sider. Oversat af Peer Bundgaard. April 2022

Der er lukket for kommentarer.