// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Leila Slimanis: De andres land
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Leila Slimanis: De andres land

Skrevet af den 15. februar 2022 – 06:20Ingen kommentarer

”De andres land” er første bind i en serie på tre, hvor vi blandt andet møder franske Mathilde, marokkaneren Amine, deres børn, familie og omgangskreds. Det er en stærk fortælling om kvinder og mænd, især kvinder, i Marokko i efterkrigstiden og frem mod opgøret med de franske koloniherrer.

Under krigen faldt Mathilde pladask for den mørklødede og flotte marokkanske soldat Amine, der var udstationeret nær hendes hjem. Mathilde følger sin kærlighed og følger med Amine til Marokko, hvor han har arvet et stykke land. Hans drøm er at kultivere det og tjene til dagen og vejen som landmand. Den drøm har Mathilde svært ved at følge, og hverdagen bliver en kamp for hende. Luksus er der ikke meget af i en situation, hvor hver øre bliver vendt, og som fransk kvinde møder hun i stigende grad skepsis og mistro fra de mange, som vil smide koloniherrerne på porten.

Slimani skriver sanseligt og med psykologisk indsigt i de menneskelige dramaer, som udspiller sig i den anspændte periode. Mathilde lider, men slås for at give sine børn en anstændig tilværelse, og datteren Aisha virker til at have stort potentiale, uanset hvor hårdt hun bliver mobbet af de velhavende franske børn på den skole, som Mathilde har forlangt, at hun skal gå på. Dilemmaet for Amine er også fint beskrevet. Han er besnæret af den skønne franske kone, men hun er jo ikke som de andre marokkanske kvinder. De giver ikke deres ægtemænd modspil og stiller ikke krav. Det gør Mathilde, som ikke vil finde sig at blive gemt væk og adlyde sin herres mindste vink.

Radikaliseringen af den marokkanske befolkning er meget nuanceret beskrevet. Man forstår mekanismerne bag det gryende oprør mod kolonialisterne og deres undertrykkelse og ydmygende behandling af de lokale.

Så der er helt bestemt noget at komme efter i denne roman, såvel det rent menneskelige som de større politiske bevægelser, der prægede flere Nordafrikanske lande i perioden efter 2. verdenskrig og ind i 50’erne.

Leila Slimanis. De andres land. Gyldendal, 346 sider. Oversat af Karsten Nielsen, januar 2022

Der er lukket for kommentarer.