// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Volker Kutscher: Den stumme død
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Krimi, Roman

Volker Kutscher: Den stumme død

Skrevet af den 31. august 2021 – 07:01Ingen kommentarer

Et lille år er gået siden Gereon Rath opklarede mord i Den våde fisk i 1929. Det var første del af Kutschers krimi-noir serie fra mellemkrigstidens Berlin; den serie der under navnet Babylon Berlin er blevet en kæmpesucces på tv.

I Den stumme død har vi forladt de brølende tyvere og bevæget os ind i depressionens tredivere. I Berlin slås kommunister og nazister stadig i gaderne, mens konservative og socialdemokrater nøjes med at skændes med hinanden på sidelinjen (og om de gode poster), mens almindelige mennesker bare forsøger at klare sig igennem.

På politigården er alt ved det gamle. Gereon Rath er dog blevet uvenner med den talentfulde Charlotte Ritter (som fylder meget mindre i bøgerne end i tv-serien), men han er sådan set uvenner med alle, så det er der ikke noget nyt i. Da en projektør falder ned over en kendt skuespillerinde under en optagelse, kaster Gereon Rath sig ind i opklaringsarbejdet uden at tage meget hensyn til hverken sine kolleger, sine overordnede eller for den sags skyld loven.

Det viser sig hurtigt, at projektørens fald ikke var et uheld, og snart forsvinder endnu en skuespillerinde og Rath begiver sig ud på en undersøgelse, der bringer ham til både Berlins fattigkvarterer, til de mest mondæne steder i byen og ikke mindst ind i en fascinerende filmverden, der står midt i en voldsom ”disruption” som følge af tonefilmens indtræden.

Den stumme død er en solid krimi af den gammeldags, hårdkogte slags, hvor detektiven drikker for meget og generelt opfører sig som noget af et røvhul. Scenen er Berlin på kanten af den nazistiske magtovertagelse, og det giver serien et helt sæt ekstra strenge at spille på – katastrofen lurer i horisonten mens berlinerne fester og horer og danser.

Den stumme død er anden del af en serie, og man skal læse bind et først. Til gengæld behøver man bestemt ikke have set tv-serien.

Volker Kutscher: Den stumme død. 619 sider, Lindhardt og Ringhof. Oversat af Hanne Lund, udkom 2020

Der er lukket for kommentarer.