// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Åsa Linderborg: Mig ejer ingen
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Åsa Linderborg: Mig ejer ingen

Skrevet af den 3. maj 2021 – 07:13Ingen kommentarer

“Vi talte meget om mor, men ikke om hvorfor hun forlod os.”

Mig ejer ingen blev et gennembrud for Åsa Linderborg, da den udkom i Sverige i 2007. Romanen har tidligere været udgivet på dansk, og er forfatterens selvbiografiske skildring af sin barndom og opvækst hos sin far. Da Åsa Linderborg var fire år gammel forlod hendes mor en januar aften hende og hendes 28 årige far. I en dueblå Saab med en anden mand og siden da, var far og datter alene. Kun i weekender og ferier besøgte Åsa sin mor.

Romanen er en velfortalt, nøgtern fortælling om hverdagen for far og datter. Om arbejde, skolegang, besøg hos bedsteforældrene. Om alkohol og forfald. Om at være metalarbejder på byens store arbejdsplads. Om moster der vasker deres vasketøj og gang på gang undrer sig over, at der aldrig er håndklæder og sengetøj i bunken af vasketøj. Men også om stor kærlighed og hengivenhed.

Til trods for at der aldrig er sæbe, shampoo og tandbørste på badeværelset, er der altid ryddet op og gjort rent. “Jeg så aldrig far tage brusebad eller karbad eller bare vaske sig ordentligt, men det hændte sikkert, at han gjorde det af og til, når jeg ikke var hjemme.” Hendes far har sit eget system for, hvad der er vigtigt og hvad der ikke er. Og man er aldrig i tvivl om hans kærlighed til datteren. Der er en del passager i romanen, som er virkelig fine og gennemsyrede af kærlighed.

“Lørdagsslik, sengetid, lommepenge, regntøj og du går ingen steder, før du har ryddet op på dit værelse, var ukendte regler for os begge. Han skældte aldrig ud, råbte ikke op, viste sjældent irritation.” En gennemført sympatisk mand, hvis det ikke lige var for det med alkoholen.

For alkohol vinder som bekendt over alt (hvis man ikke bremser op i tide). Selv kærligheden mellem far og datter sniger alkoholen sig ødelæggende imellem. “Han gik i opløsning for øjnene af mig.” Og i takt med at hun bliver ældre og mere bevidst, og drukken tager til, væmmes hun ved ham og begynder at føle had.

For en svensk læser forestiller jeg mig, at romanen også er et interessant portræt af Sverige i 1970érne og for nogle måske et gensyn. For en dansk læser derimod er titler på radioprogrammer, radioværter, sportsstjerner og politikere fra en for længst svunden tid blot opremsende fyld og ikke ret interessant. Til gengæld er portrættet af faren og forfatterens forhold til ham overordentlig interessant og vedrørende læsning, så jeg bærer over med de kedelige afsnit.

Mig ejer ingen anbefales til læsere af romaner som Rampen af Jesper Stein, Katalog over katastrofer af Stine Askov og Jorden under mig af Helle Vincentz. Her er link til en læseprøve af Mig ejer intet.

Åsa Linderborg, Mig ejer ingen, April 2021, 264 sider, Forlaget Gutkind, Oversætter Ellen Boen.

Der er lukket for kommentarer.