// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Britt Karin Larsen: Før sneen kommer
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Historisk roman, Roman

Britt Karin Larsen: Før sneen kommer

Skrevet af den 20. december 2020 – 07:51Ingen kommentarer

Taneli og Lina er ved at blive gamle. Der er gået mange år siden Lina søgte ly i Mostermägg, og deres børn er nu voksne med egne ægtefæller og børn. Engang efterfulgte den ene generation den næste uden de store forandringer, men nu er der opbrud i skoven. De unge tager til Amerika, til Christiania, til Karlstad – hvor som helst, bare væk fra Finnskoven hvor fremtidsudsigterne er små og fattigdommen er stor.

Det betyder ikke, at der ikke sker forbedringer. Veje bliver bygget. En fattiggård bliver bygget, så selv de syge, gamle og fattige ikke længere er overladt til at dø i skoven. Alle børn kommer nu i skole, ja selv den fordrukne præst er skiftet ud med en ny, der måske er strengere i sin tolkning af guds ord, men trods alt ikke hjerteløs.

Men det finske samfund er i opløsning. Det er udvandringen, selvfølgelig, men skoven bliver opkøbt af byboere fra Christiania, der har andre tanker om hvad rationel skovdrift er. Hvis man vil frem i verden, må man droppe det lokale finske sprog og i stedet tale svensk eller norsk. De gamle falder bort, og med dem forsvinder også de gamle skikke og vaner – på godt og ondt.

Før sneen kommer er fjerde bind i serien om folket i Finnskogen, og fortsætter beretningen om de mennesker vi i de første tre bind har lært at holde af og holde ved. Der er efterhånden kommet rigtige mange personer at holde styr på – en lille liste foran med navne og familietilhørsforhold havde været hjælpsomt.

Nye læsere skal starte ved bind et, Der vokser et træ i Mostermägg, og kan glæde sig til en episk serie, der stadig her i bind fire er virkelig fremragende, sørgmodig og munter, dramatisk og stille, smuk og grum. Jeg glæder mig til bind fem.

Britt Karin Larsen: Før sneen kommer. 398 sider, Gyldendal. Oversat af Camilla Gellert Nielsen, udkom i 2017

Der er lukket for kommentarer.