Madeline Miller: Kirke
”Frem nu vi kom til Aiaia, en ø, hvor en mægtig gudinde Kirke, med lokker så fagre og menneskerøst har til huse.”
Sådan lyder det i Odysseens 10. sang, hvor Odysseus fortæller om sin færd. Kirke er ikke bare gudinde, hun er troldkvinde og datter af solguden. Hun forvandler Odysseus mænd til svin og for at få hende til at forvandle dem tilbage igen, må den stakkels Odysseus være hendes elsker i et år. Hun er en af Odysseens stærke kvinder, som Odysseus må rive sig løs fra for at kunne vende hjem til Penelope og Ithaka.
I Kirke giver Madeline Miller hende sin egen historie.
Kirke er grim og har en menneskelig stemme, som skurrer i de andre udødelige guders ører. Derfor er hun en paria blandt guder, og ender i eksil på Aiaia. For hvad skal man ellers stille op med en grim nymfe? De øvrige najader, nymfer og hvad der ellers findes af udødelige hel- og halvguder er overfaldiske, selvoptagne og grusomme. Her passer Kirke ikke ind, med sit strejf af menneskelighed.
På den ene side angler hun efter sin fars kærlighed, på den anden tager hun afstand fra magtspillet ved hans hof. Hun har en svaghed for dødelige mænd, men bliver igen og igen en bonde i gudernes store skakspil – uanset om det er hendes far, Zeus eller den blåøjede Pallas Athene, der forsøger at spille hende. Igennem romanen vokser hun dog fra den lille skødehund ved Helios’ fødder til en kvinde, der tør sætte sig op mod de største. På den måde er Kirke også en udviklingsroman om en piges rejse – mentalt som fysisk – fra gudelivets ulidelige lethed til troldkvinde i egen ret og på egen ø.
Det er ikke første gang, at en biperson fra en af antikkens store værker får en moderne fortælling, og elementer som magi, hovne guder og helte, der får glansen pillet af sig, er bestemt heller ikke nyskabende. Kirke er en traditionelt fortalt historie, hvor man ikke behøver den store dansklærereksamen for at fortolke den. Når det er sagt, så er Kirke en ferm og underholdende roman, der trækker en af de mere oversete kvindeskikkelser fra Odysseen frem i lyset – og det er aldrig skidt.
Madeline Miller: Kirke. 383 sider, Grønningen 1. Oversat af Agnete Friis, udkommer 12. september 2019