// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Anja C. Andersen: En lille bog om månen
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Videnskab

Anja C. Andersen: En lille bog om månen

Skrevet af den 11. september 2019 – 07:59Ingen kommentarer

Månen. Sagnomspunden og mystisk. Vores trofaste følgesvend igennem himmelrummet, hvis betydning for jordkloden næsten ikke kan overvurderes. En evig fascination for menneskeheden, fra gudindestatus til månelandinger, fra historier om små grønne mænd til videnskabelige undersøgelser. Alt dette og mere til kommer Anja C. Andersen omkring i sin lille bog om månen, der er en rigtig god introduktion for alle, der interesserer sig for vores drabant i særdeleshed eller for astronomi i almindelighed.

Månen blev dannet efter at et himmellegeme kolliderede med jorden for ca. 4,5 mia. år siden. Den vender altid samme siden mod jorden, fordi den har bunden rotation – hvilket, lærte jeg – er almindeligt for måner. Siden har månen og jorden dannet par gennem rummet, og månens tyngdekraft og (gen)lys har påvirket livet på jorden.

Det er fascinerende at læse om vores nabo, for når videnskabsmænd og –kvinder lærer nyt om månen, lærer de også nyt om jorden. Månen har ingen atmosfære og derfor ikke noget vejr. Derfor udviskes kraterne ikke på samme måde som på jorden, og månens overflade fortæller os derfor meget om såvel månens som solsystemets historie.

Man kan ikke tale om månen uden også at tale om månelandingerne, og En lille bog om månen er da også en hyldest til de astronauter og de videnskabsfolk, der har deltaget i udforskningen af månen. Ganske vist mennesker ikke været på månen i mere end 40 år, men udforskningen er fortsat både på afstand og ved hjælp af månesonder. Et lille kapitel om konspirationsteorierne – og hvorfor de er langt ude – er det også blevet plads til, og således må En lille bog om månen blive pligtlæsning i de kommende år, hvis det igen lykkes at sende mennesker til månen i 2023, som amerikanerne har proklameret.

Anja C. Andersen kommer ganske fint omkring månen på mange niveauer. Det er en letlæst og letforståelig bog, der er skrevet så alle kan være med og fryde sig over den enorme betydning vores nærmeste himmelske ven har for os på jorden.

Anja C. Andersen: En lille bog om månen. 215 sider, Lindhardt og Ringhof. 2019

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.