Henriette Harris: Generalens datter – Ellen og Kjeld Hillingsø
“Generalens datter” er en biografi om den pensionerede generalløjtnant, Kjeld Hillingsø, og hans datter, skuespillerinden Ellen Hillingsø. Mine forventninger var skyhøje, og jeg forventede en læseoplevelse, der kun kunne blive humoristisk og interessant, indsigtsfuld og inspirerende. En samtalebog med anekdoter serveret af to stærke personligheder og nærmeste omgangskreds kan på ingen måde blive kedeligt. Og det holdt stik.
Allerede ved indholdsfortegnelsen var jeg solgt – man må ikke undervurdere kapitlers titler, da de er maddingen på fiskestangen for at holde en terminologi, som stemmer godt overens med en af Hillingsø-familiens store interesser. Når kapitler kaldes “Løgnere i gammelt tøj”, “Når det sitrer i stangen” og “Naturen – det billige skidt”, er det forfriskende og interessevækkende. Dét må læses.
Far og datter følges af journalisten Henriette Harris på fisketure, gåture i skoven og sightseeing i Berlin, forfra Kjeld har sit ophav. Der er besøg på kunstgalleri med Kjelds hustru og Ellens mor, Birgitta Hillingsø, samt visit hos Suzanne Brøgger. Vi hører om tiden i Aarhus, hvor datter og far boede sammen, og tiden nu, hvor de også bor nærmest dør om dør. Bogen går lige på og hårdt, og tempoet holdes hele vejen igennem. Jeg forestiller mig en stor opgave i at holde de to berettelystige på sporet, og derfor må der ses gennem fingrene med rod og gentagelser.
Kjeld og Ellen Hillingsø er kendt som stærke personligheder med en smule drama i ærmet, og det er også de store armbevægelser, der skaber samtalerne – men det er på ingen måde pralende, faktisk tværtimod. Ihærdighed, næstekærlighed, ordentlighed og opdragelse er gennemgående for fortællingerne. Og ikke mindst humor og ønsket om at gøre det rigtige pakket ind i lune og sang, når lejligheden byder sig. Dette er en bog, man varmer sig på, fordi den illustrerer stærke familiebånd, plads til forskelligheder og at blive ved med at være nysgerrig på verden. Jeg kan kun anbefale den.
“Don’t judge a book by it’s cover” – eller i dette tilfælde: døm ikke bogen på bagsideteksten. Den lyder som optakten til et afsnit af “The Julekalender” og klæder på ingen måde bogens indhold. Ikke, at den som såden er forkert, men jeg synes, teksten er banal og yder ikke de to markante personligheder retfærdighed.
Generalens datter – Ellen og Kjeld Hillingsø, Henriette Harris, Lindhardt & Ringhof, 224 sider. Udgivet november 2019