Året er 2060, og der er dystopiske træk i byen Metropolis med store klasseskel og samvittighedsløse megakoncerner. Der har været indbrud hos den store IT-virksomhed M-Tech, og den mistænkte Victor Carroll er udviklingsleder på det hemmeligeprojekt, hvor prototypen er stjålet. Både det statsansatte politi og de privatansatte lejebetjente jager Carroll gennem byen, men også Eric og Jessie er hyret af konkurrenter til at fange Carroll, inden betjentene får fat i ham.

Ved første øjekast er Virtropolis en samling beretninger af den samme aften med små intermezzi af dialoger mellem en anonym chatbruger og en kunstig intelligens. Igennem disse møder vi en række karakterer, som alle ender med at have en vis grad af indflydelse på hovedplottet. Plotstrukturen udvikler sig på en spøjs facon, og det er ikke, fordi det bliver kedeligt eller langtrukkent; man når bare først sent til en klar forestilling om, hvor bogen gerne vil hen. Læseren bliver nemlig introduceret for nye karakterer i hvert kapitel, og det skaber en vis usikkerhed om, hvad man skal forvente af bogen. Derudover springer fortællingen i tid fra kapitel til kapitel, således vi får samme begivenheder fortalt fra forskellige perspektiver.

Men i takt med at man introduceres for bogens aktører, så stiger spændingen også, samtidigt med at man bliver bevidst om de forskellige aspekter af sagen, og hvordan de alle er relateret. Bogen udvikler sig fra at fremstå lettere forvirret over sin egen rolle til at være en fængende sci-fi-spændingsroman. Det er ikke mindst på grund af nogle ret interessante og afgørende twists i historien, som forbinder fortællemåden sammen.

Dette science fiction-miljø er meget præget af en dyster noir-stemning. Heri blandes det fysiske og det symbolske sammen, når bunden af samfundet befinder sig på landjorden, mens toppen af samfundet er højt hævet i bygningernes etager. Silva bruger en del “telling”, hvor flere ting bliver fortalt af fortælleren, men til gengæld har han meget detaljerede og troværdige beskriver af miljøerne, lige fra ghettoernes slum og forfald til militære aktioner og mentalitet. Latinokulturen står også meget realistisk beskrevet. Disse beskrivelser virker alle meget levende.

Temaerne er klassiske inden for genren, og især moderne science fiction, med emner som ekstrem overvågning og (DNA-)registrering samt kunstig intelligens og den selviscenesættelse, vi er så optaget af gennem reality-tv og sociale medier.

På trods af den “usikre” start er Virtropolis en velskrevet og fængende science fiction-roman. Jeg synes bestemt, man skal give den chancen.

Freddy E. Silva: Virtropolis. Valeta, 2018. 354 sider.