Bertelsen & Schwerdfeger: Trojanske heste
Trojanske heste er andet bind i serien om Brix, og historien fortsætter umiddelbart efter Fjernstyring sluttede. Brix kæmper fortsat sammen med Reinholtgruppen mod Netværkets såkaldte ”Agenda 1”. Netværket er en meget gammel organisation, der har tråde ud i alle verdenshjørnerne. De har infiltreret regeringer og efterretningstjenester rundt omkring på jorden, og gennem Agenda 1 søger de at beholde deres politiske og økonomiske overmagt.
Brix er på nippet til at førtidspensionere sig efter al balladen i kølvandet af DCB-eksplosionen (Danske Central Bank) og IGF-Security, og han og Herdis venter nu også barn sammen. Den nye politidirektør Rasmus Løvfelt Olsen kontakter Brix og beder ham fortsætte i politiet. Han bliver indsat som leder af drabsafdelingen, hvor han skal forske i den afdøde justitsminister Lone Brincks død. Det leder ham endnu en gang på kollisionskurs med Netværket, herunder blandt andre dr. Fibinger og Heinz Schlossinger samt flere magtfulde mænd i danske politik og erhvervsliv.
Brix har mere på spil i dette bind, da Herdis er ved at være langt i sit graviditetsforløb, og desuden er hans voksne datter, Christina, gået under jorden og arbejder med en hemmelig gruppe, der arbejder mod den korruption, som Netværket er med til at sprede. Brix og hans ekskone, Tanya, må indse, at Christina har arvet deres ånd for retfærdighed og vilje til at handle.
Jeg må indrømme, at jeg er rigtig glad for denne krimithrillerserie indtil videre, og bind to er endnu mere fængende og nervepirrende end det første. Terrorlovgivning, der skærper eller fjerner helt basale borgerrettigheder på forskellige områder; ekstrem overvågning, der er meget nemt i vores digitale hverdage; og misbrug af teknologi, her især mikrodroner, der bruges til både overvågning og snigmord, og hacking; men mest af alt korruptionen hos politikere og politiledere, og hvordan befolkninger bliver manipuleret til at opgive frihed til fordel for en tilsyneladende sikkerhed. Alt dette er helt centrale punkter i Trojanske heste.
Der er stadig lidt slåfejl og et par krøllede sætninger i dette bind; det er dog blevet bedre end i Fjernstyring. Trojanske heste er uden tvivl mit favoritbind indtil videre. Spændingen og intrigerne er helt opslugende, og jeg hastede mig flere gange gennem siderne. Jeg synes, det er en utrolig virkelighedsnær og foruroligende krimithriller, som forfatterduoen Bertelsen og Schwerdfeger har strikket sammen. Så på trods af de skønhedsfejl, der er i romanen, synes jeg, at man skal læse serien, hvis man er til politiske krimier og thrillere, som leger meget tæt på grænsen mellem virkelighed og konspirationsteorier.
Iben Bertelsen & Jan Schwerdfeger: Trojanske heste. Egolibris, 2017. 506 sider.