Anne er tilbage. Eller rettere sagt: den synske, forældreløse og noget utilpassede nu 18-årige Anne har aldrig været væk. Der er nemlig ikke gået mange dage fra morderen fra bog 1 blev afsløret og Anne måtte kæmpe for sit liv, og til at hun nu står over for nye udfordringer i bog 2 af Ravnenes Hvisken.

Hendes højt elskede jættehundeven bliver dræbt og hendes tvillingesøster holdes fanget af dronning Ragnara i parallelverdenen Hrafnheim. Dronning Ragnara truer ikke bare Annes søster og mor, men kan udløse selveste Ragnarok. Derfor drager Anne til Hrafnheim, en vikingetidsagtig verden, hvor det ganske vist er forbudt at tilbede de nordiske guder, men hvor Midgårdsormen, hekse, elvere og meget andet godt alligevel eksisterer.

Anne finder sammen med den frafaldne soldat Rorik for at redde sin søster fra den visse død, og hele verdenen fra Ragnarok. Hun er et tidligt skadet barn, der er præget af de mange svigt i sin opvækst og sin kamp med at forlige sig med sine særlige, synske evner, og den overnaturlige kamp, hun pludselig viser sig at være en del af. I bog 1 havde hun endelig fundet en forklaring på sin ensomme barndom, fået venner og endda en kæreste, men nu vender hun ryggen til dem alle for at redde sin søster. Alligevel har hun svært ved at forlige sig med sine egne og andres svigt. Imens jagtes hun hensynsløst af Ragnaras soldater, alt imens at tiden tæller ned mod katastrofen.

Ravnenes Hvisken er en nyfortolkning af den gamle, nordiske gudeverden. Her færdes halvguder, hekse, synske og guderne selv side om side – også i vores verden. I bog 1 befandt vi os i en dansk provinsby, mens vi her i bog 2 er rykket videre til en rendyrket fantasyverden, kraftigt inspireret af den norrøne mytologi og vikingetiden. Skiftet fra normal-Danmark til fantasy-verdenen er både godt og skidt. Det er godt, fordi den mytologiske verden er virkelig godt fundet på, og fordi historien er rigtig spændende. Sølvsten skriver rigtig godt, og hun kan kunsten at ende hvert kapitel med en cliffhanger, så man lige må læse ét kapitel mere.

Til gengæld bliver bog 2 også mere rodet, og spændingsmomentet vinder lidt for meget frem på bekostning af personkarakteristikken og en sammenhængende fortælling. Der var flere gange undervejs, hvor jeg synes der er lidt huller i plottet, og hvor historien mister lidt troværdighed. Det kan lyde sært, for grundlæggende skal man jo kun læse fantasy, hvis man er parat til at købe lidt mytologi og magi, men her i bog 2 var der lidt for mange ting, der ikke hang sammen – og lidt for mange genopstandelser fra de døde.

Det betyder ikke, at Ravnenes Hvisken bog 2 ikke er en god bog. Den er bestemt underholdende; den er bare ikke nær så god som bog 1 og jeg bliver selvfølgelig bekymret for, om Sølvsten kan holde niveauet. Det ændrer ikke på, at jeg også har købt bog 3, for jeg er jo nødt til at vide, hvordan det går Anne, Luna, Mathias, Elias og alle guderne.

Malene Sølvsten: Ravnenes Hvisken, bog 2. 622 sider, Carlsen. 2017