// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Orhan Pamuk: Den rødhårede kvinde
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Orhan Pamuk: Den rødhårede kvinde

Skrevet af den 26. februar 2019 – 07:27Ingen kommentarer

Ødipusmyten er en af de mest fascinerende antikke myter, genfortalt og gendigtet utallige gange op igennem årtusinderne. I Den rødhårede kvinde får myten en moderne, tyrkisk genfortælling, beriget og begavet med orientalske myter.

Cem er ganske ung, da hans venstreorienterede far går hjemmefra uden et ord. Familien er fattig, og Cem får et sommerferiejob i en landsby som lærling hos en brøndgraver. Han forelsker sig i en rødhåret skuespillerinde, der sammen med sin trup midlertidigt optræder på det lokale teater. Brøndgraveren bliver som en faderfigur for Cem. Det ender, naturligvis, ikke godt, på en overraskende måde, der næsten fik mig til at lægge bogen fra mig i vrede.

Da sommeren er slut, lykkes det Cem at komme ind på universitetet, blive gift og starte en succesfuld entreprenørvirksomhed. Hans udvikling følger lige i hælene på byen Istanbuls udvikling fra fattig, underudviklet by og til moderne storby, der brede sig ud over de nærliggende landsbyer. Tiden går stærkt i Istanbul i årtierne før og efter årtusindskiftet; traditioner brydes op og moderniteten indhenter landsbylivet. Selv den tusind år gamle tradition med at grave brønde med håndkraft forsvinder og landsbyen fra Cems ungdom opsuges af storbyen og belægges med beton. Kun Cems minder om hans ungdommelige sommer som brøndgraverlærling forsvinder aldrig.

Som ung ville Cem være forfatter, og som studerende arbejdede han i en boghandel. Tidligt bliver han præsenteret for Ødipusmyten, som han ikke kan lade falde. Hans far er også ude af hans liv, og hans mor er ikke særlig meddelsom om hvorfor. Men når man er fra Istanbul er man også fra en by, der breder sig både i Europa og i Asien. I hans læsning supplerer han Ødipus-myten med dens orientalske modpart: myten om Sohrab, sønnen der bliver myrdet af sin egen far. Disse to myter slynger sig om hinanden i Cems liv, som udtryk for den knusende skæbne, der rammer familier, hvor fædre og sønner er adskilt fra hinanden. I Den rødhårede kvinde savner sønnerne altid en far, mens fædrene må klare sig uden deres sønner. Gudernes hårde skæbne i en moderne fortolkning.

Orhan Pamuk er en af mine yndlingsforfattere, og i Den rødhårede kvinde har han igen skrevet en vedkommende roman. Den rødhårede kvinder handler om skyld og skæbne, fædre og sønner, kløften mellem det moderne sekulære liv, og det traditionelt tyrkiske. På godt og ondt. Det er som altid, når nobelprismodtageren Pamuk udgiver en bog, ganske enkelt fremragende.

Orhan Pamuk: Den rødhårede kvinde. 255 sider, Gyldendal. Oversat af Leyla Tamer, 2019

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.