// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Bertelsen & Schwerdfeger: Kritisk masse
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Agentroman, Dansk roman, Krimi, Roman, Spænding

Bertelsen & Schwerdfeger: Kritisk masse

Skrevet af den 17. juni 2019 – 05:15Ingen kommentarer

Plottet i Kritisk masse fortsætter, hvor de andre to bind stoppede. Brix overlever attentatet mod sig, men han døjer med at håndtere Daniels død og er følelsesmæssigt ustabil. Der er en snigskytte på spil i København, der myrder højtstående politiske og erhvervsfolk med profiler, der er meget lig Netværkets folk. Det hele kulminerer under Abacus’ konference i København. I dette bind mærker vi, at Brix bevæger sig mere ud på sidelinjen, hvor han gør sig klar til at pensionere sig fra politiet og i stedet pleje sin nybagte familie, når han har overstået dette sidste kapitel. Derfor er der også mere fokus på hans ekskone Tanja og hendes journalistisk afdækkende arbejde mod Netværkets planer samt på Kvists og Funks efterforskningsarbejde.

Det er tydeligt, at bogens forcer ligger i de politiske intriger og sammensværgelser samt i politiets efterretnings- og opklaringsarbejde, lige som som det er tilfældet i de to første bind. Samtidig synes jeg egentligt, at karaktererne får en fin dybde, i hvert fald hvad angår de centrale personer. De mere periferier figurer får en anelse karakter af et stereotypt eller lettere karrikeret væsen, og det fungerer.

Det er også ganske symbolsk for den samfundskultur, der portrætteres i trilogien, når der her i Kritisk masse er en stor afsløring af et kunstværk ved navn “Guldkalven”, som nyder stor mediedækning og interesse hos befolkningen. Samtidigt bliver udtrykket “ussel mammon” brugt flere gange, og så står det bibelske budskab om ånd og næstekærlighed over for penge og magt tydeligt frem.

Selv om der er noget, man kan forudse i forløbet, så er selve plottet og omfanget uforudsigeligt, hvilket er med til at højne spændingsmomentet. Tempoet er dog lavere i dette bind om Brix’ kamp mod Netværket, men man drages stadig gennem bogen for at opnå en afklaring, når de løse ender bringes i orden.

Hvis man har tendens til at se sammensværgelser og udtænke konspirationsteorier, så skal man læse denne bog – og hele trilogien. Man har nemt ved at blive en anelse paranoid over for regeringsmagter, efterretningstjenester og økonomiske eliter som læser af disse bøger.

I epilogen får vi også en formanende lektie om at gøre modstand mod al den korruption og økonomisk dominans, som bliver fortalt om her. Og det er svært ikke at sidde tilbage med en følelse af ubehag i maven. Det er en ganske fin bog – og trilogi – til fans af politik og krimigenren.

Bertelsen & Schwerdfeger: Kritisk masse. Ørnens forlag, 2019. 425 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.