// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Robert Menasse: Hovedstaden
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Robert Menasse: Hovedstaden

Skrevet af den 10. december 2018 – 07:58Ingen kommentarer

En gris løber gennem Bruxelles’ gader. De forbipasserende ser undrende til, indtil grisen forsvinder sporløst. Det kan man lægge virkelig meget i, når det er indledningen til en satirisk og alligevel indfølende roman om det europæiske projekt og de mennesker, der forsøger at få det til at fungere i det herrens år 2015, hvor flygtningene vandrer på Europas motorveje.

Mange af de forbipasserende befinder sig i Bruxelles, fordi de arbejder for eller med EU. Der er dog undtagelser, for selv i EU’s bankende hjerte befinder der sig belgiere – en politimand for eksempel. Eller Auschwitz-overleveren, der er ved at flytte på plejehjem. Eller den polske lejemorder, der har efterladt det forkerte lig på et hotelværelse, og nu må flygte fra sine arbejdsgivere.

Men det er altså grisen, der vækker opsigt, og den slags svineri tager Menasse under lystig behandling i hele romanen. En af karaktererne er en østrigsk svinebonde. En anden er en cypriotisk kvinde, der som ung vekslede sit statsborgerskab til græsk for kun at måtte konstatere, at Cyperns indtræden i EU betyder at karrierevejene havde været hurtigere, hvis hun havde holdt fast i sit oprindelige pas.

Der er også svinebondens bror, der skal finde på et jubilæumsarrangement for at fejre EU-kommissionen, og som efter et besøg i netop Auschwitz finder på et mildest sagt upassende tema, hvorefter den store krig mellem EU’s institutioner går i gang. For slet ikke at tale om professoren, der også har et Auschwitz-forslag, der ikke rigtig gør nogen glade. Slet ikke polakkerne.

Hovedstaden er satirisk, bidende og sjov, og Menasse ligger ikke fingrerne imellem. Men den er samtidig også indfølende, for hver af dens selvoptagede karakterer har alligevel et strejf af godhed, en kerne af menneskelighed, af ønsket om at gøre verden lidt bedre – selv hvis det faktisk kommer bag på dem selv. Det er denne lille forståelse for det menneskelige, der gør bogen så absolut læsværdig og underholdende. Det er nemt nok at hænge nogen ud – og når det kommer til EU er det nogengange alt for nemt – men at gøre det sylespidst og så alligevel med varme, det er en kunst. Der er en grund til at østrigske Menasse har vundet priser for denne roman!

Og så er der det med grisen. Den kommer igen, ligesom politimanden gør det, og kun historien med den polske lejemorder og forbindelsen til Vatikanet (ja, læg bare alt det anti-religiøse i det, du vil, det er jeg ret sikker på er meningen) kunne jeg have undværet. Det blev lidt for meget Da Vinci-mysteriet for mig. Bortset fra det er Hovedstaden underholdende og morsom, tankevækkende og skarp.

Robert Menasse: Hovedstaden. 435 sider, Forlaget Vandkunsten. Oversat af Jacob Jonia, 2018

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.