Mads & Monopolet – Mod store idioter kæmper selv de bedste forgæves
Denne bog er et godt bud på en julegave eller mandelgave til voksne! De fleste voksne danskere kender sikkert til radioprogrammet ”Mads og Monopolet”, hvor lytterne sender dilemmaer ind til et panel af kendte danskere, forskellige hver lørdag, som nuancerer, diskuterer og kommenterer på danskernes udfordringer. Det er ganske morsomt og i den grad populært. For anden gang er der lavet en bog med uddrag af paneldeltagernes samtaler, kun citaterne samt opdragshaver er præsenteret i bogen.
Kan bogen bære sig selv ved udelukkende at bestå af citater? Ja, hvis du har hørt Mads & Monopolet i radioen. Nogle af citaterne er knivskarpe, mens andre kræver lidt forhistorie – der giver ordene ikke rigtig mening, hvis ikke konteksten, dvs. dilemmaet, præsenteres. Men det gør ikke noget, for dette er jo ikke en roman, man læser fra ende til anden, hvor der skal være en klar begyndelse, midte og afslutning. Dette er en morsom højtlæsningsbog.
Af gode citater kan nævnes: ”Vi har deleøkonomi. Jeg skaffer, hun bruger.” og ”Når jeg skal tage en beslutning, tænker jeg over, hvad jeg vil være mest glad for på dødslejet.” Eller min yndling af Hella Joof: ”Man kan godt være glad, og så spørger folk, hvorfor man ser sur ud, men det er simpelthen, fordi man udvikler noget ekstra hud med alderen, og så trækker tyngdekraften nedad.” Således er bogen fyldt med sproglige guldkorn, man kan more sig med og måske også bruge til noget.
Giv bogen til en, der elsker ”Mads og Monopolet”, og du vil helt sikkert få smilende øjne og grin tilbage.
Mads & Monopolet, ”Mod store idioter kæmper selv de bedste forgæves”, People’s Press, 220 sider, udgivet 17. oktober 2018