// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Gabriel Tallent: Min kæreste elskling
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Gabriel Tallent: Min kæreste elskling

Skrevet af den 17. september 2018 – 07:59Ingen kommentarer

Det er grusomt, det her. Tæt på ubærligt. Flere gange tog jeg mig selv i at kigge væk fra siderne, fordi jeg ikke kunne holde det ud. Derfor har det også taget mig lidt tid at blive færdig med denne bog. For selvom den er velskrevet og vigtig og rørende og siderne glider, så er det også så rædselsfuldt, at jeg havde brug for pauser.

Julia, der kalder sig selv Turtle, bor alene med sin far i et faldefærdigt hus isoleret fra resten af samfundet, på nær de sporadiske besøg fra faderens pokervenner, der alle har en lige så tvivlsom karakter, som faderen, og den skrantende bedstefar, der bor i en trailer i nærheden.

Turtle går i skole, men ser ellers ikke andre mennesker. Hun opdrages efter sin fars tvivlsomme metoder, der involverer psykisk og fysisk vold og seksuelle overgreb, der på mærkelig vis bliver pakket ind i en fortælling om uanet kærlighed og omsorg. Af dem begge. Børns loyalitet overfor deres forældre, på trods af massive svigt, er ofte urokkelig.

Turtle er lige så vred på omverdenen, som hun engang imellem bliver på sin far. ”I forstår det ikke. Han elsker mig som ingen anden”. Flere gange i løbet af bogen, ser vi små glimt af oprør, ledt på vej af mødet med Jacob, der lever en mere almindelig tilværelse, og som viser interesse for Turtle, men hun har svært ved at slippe fri af det mønster, hun og faderen har opbygget.

Bogen fortæller en historie om en familie, hvor vold og had er nedarvet gennem flere generationer, og om hvordan det er muligt at isolere børn fra omverdenen og præge deres opfattelse af rigtigt og forkert i en sådan grad, at det for udefrakommende virker ufatteligt. Og hvordan det er muligt for voksne at opbygge så meget selvhad og en forskruet selvopfattelse i deres børn.

Turtle ved godt, at det er forkert, men hun ved ikke, hvad hun skal gøre ved det. Og hun kan ikke overskue konsekvenserne. For hverken hende selv, faderen eller Jacob.

Verden har brug for, at vi blander os. Det her er en historie om en pige, der lever i et paradoksalt virvar af følelser, hvor hun på den ene side for alt i verden vil skjule, hvad der foregår. Ingen må vide noget, ingen skal blande sig. På den anden side forstår hun ikke, hvordan andre voksne, især hendes bedstefar, lader som ingenting og ikke hjælper hende. Det er hjerteskærende.

Det er ikke en bog for sarte sjæle.

Gabriel Tallent, Min kæreste elskling, Hr. Ferdinand, september 2018, 410 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.