// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Sofia Lundberg: Den røde adressebog
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Sofia Lundberg: Den røde adressebog

Skrevet af den 1. juli 2018 – 07:53Én kommentar

Når man møder et ældre menneske, glemmer man ofte at tænke over det lange, levede liv, der ligger bag dem. Mange af os ser den rynkede hud, den dårlige hørelse eller den langsomme gang. Men bag alt dette findes ofte en spændende livshistorie fuld af kærlighed, sorger og oplevelser, som kan være ganske værdifuldt at høre om.

I Den røde adressebog får vi Doris’ historie. Doris er 98 år, og hun bor alene i sin lejlighed i Stockholm. Det meste af familien er gået bort, og det samme gælder hendes venner. Det afspejles i hendes adressebog, hvor langt de fleste navne på mennesker, hun har mødt gennem livet, er streget over og erstattet med “død”.

Den eneste Doris har tilbage er niecen Jenny, der bor med sin familie i USA, men de har på trods af afstanden et nært forhold til hinanden. Doris beslutter at skrive sine erindringer til Jenny ud fra adressebogen og én efter én møder vi således de personer, der har været i Doris’ liv på godt og ondt.

Den røde adressebog er en af de bedste bøger, jeg længe har læst. At læse et andet menneskes livshistorie og samtidig blive taget med på en historisk rejse fra 1930’ernes Stockholm og Paris til USA under Anden Verdenskrig og tilbage igen til nutidens Europa er fascinerende og underholdende. Doris gemmer på mange anekdoter om livet som mannequin i Paris, hjemløs på Manhattan og gammel og alene i Stockholm, og hun fortæller på en indlevende og rørende måde. Den ældre dame har vid og humor, og selv de mest forfærdelige historier fortælles med en vis nøgternhed. Det er kun, når det kommer til fortællingen om den helt store kærlighed, at Doris bliver sentimental, og det forstår man virkelig godt.

Den røde adressebog er fuldstændig vidunderlig, og jeg vil anbefale alle at læse den, og så i øvrigt skynde sig at få deres bedsteforældres livshistorier, inden de ikke er her mere – det er magisk.

Jeg vil slutte af med et citat fra bogen, der har brændt sig fast hos mig, og som jeg synes er noget af klogeste, jeg længe har læst. “Jeg ønsker dig nok, hviskede hun i mit øre. Nok af sol til at lyse dine dage op, nok af regn, så du kan forstå at sætte pris på solen, nok af glæde til at styrke din sjæl, nok af smerte, så du vil forstå at værdsætte kilderne til de små glæder i livet, og nok af møder, så du kan klare at tage afsked med nogen indimellem”

Sofia Lindberg, Den røde adressebog, People’s press, juni 2018, 325 sider.

Én kommentar »

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.