// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Britt Nørbak: På toppen i Skagen
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Rejsebog

Britt Nørbak: På toppen i Skagen

Skrevet af den 26. oktober 2017 – 07:30Ingen kommentarer

Et af de mange privilegier der er ved at være nordjyde er, at der ikke er så langt til Skagen. Et af de skønneste steder i vores fine lille land. Én af dem der også er vild med Skagen er journalist Britt Nørbak og hun inviterer med på tur rundt i Skagen i sin nye bog.

Skagen har en helt speciel kombination af lys, natur og historie og man kommer automatisk til at tænke på kunstmalere og museer, men Skagen har meget mere at byde på.

I bogen På toppen i Skagen guides vi igennem byen og igennem årstiderne. Så du finder alt lige fra sommerliv, maratonløb og vinterbaderfestival.

For selvfølgelig er der de helt klassiske dejlige steder: Grenen, Vippefyret og den tilsandede kirke, men der er også de mere hemmelige steder.

Det er fint at læse om de forskellige bydele og deres udvikling gennem tiden og der er spændende beskrivelser af de forskellige seværdigheder og kendte virksomheder.

Man mærker tydeligt forfatterens kærlighed til området og det suppleres af fotograf Lars Horns flotte billeder. Bogen har en fin størrelse til at have med i tasken og bagerst i bogen er der et kort, så man kan finde rundt.

Som læser får man lyst til at besøge Skagen og opleve de forskellige årstider og hvilken stemning det sætter byen i, for man har ikke oplevet Skagen, hvis man kun har været der i uge 29 i sommerferien. Skagen har meget mere at byde på.

Jeg ærgrer mig lidt over forsiden på bogen. Der er så mange smukke fotografier i bogen og så synes jeg det er ærgerligt at billedet på forsiden, ligner noget hjemme fra familiealbummet.

Forlaget Frydenlund har udgivet flere bøger, med fokus på en enkelt by eller område fx Ude i Valby, Rundt i Aalborg, Midt i Aarhus m.m.

Britt Nørbak, På toppen i Skagen, Forlaget Frydenlund, foto: Lars Horn, 2017, 150 sider

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.