De røde tal på min clockradio lyste 2.14, da jeg vendte sidste side og kunne lægge Osiris labyrint fra mig. Det er meget lang tid siden, at en krimi har fået mig til at glemme tid og sted på den måde.

Handlingen? En kvinde findes myrdet i den armenske kirke i den gamle bydel i Jerusalem. Samtidig bliver en række koptiske brønde i Egypten forgiftet. Den første sag tager den israelske politimand Ben-Roi sig af, den anden sag hører under den egyptiske politimand Khalifa. De to politimænd er gamle venner på tværs af geografi og religion, og de to sager viser sig naturligvis også at have en sammenhæng. En sammenhæng, der går helt tilbage til det britiske imperiums udgravninger i Kongernes Dal i 1930erne.

Journalistik, politik, trafficking, minedrift, hacking, oldtidsfund, storkapitalen og meget, meget mere. Der er mange bolde i luften, og på forunderligvis lykkes det Sussman at fange dem alle sammen frem mod den hæsblæsende slutning.

Gode krimier tager såvel sin historie som sine personer alvorligt, og der er ingen tvivl om at dette er en rigtig god krimi. De to politimænd er ægte personer med et privatliv og følelsesliv, der har rigtige, for Khalifas vedkommende hjerteskærende, problemer, og ikke bare chefen-er-dum-og-jeg-drikker-for-meget-problemer. (Selvom cheferne er dumme. Hvorfor kan en krimi ikke køre et plot uden dén vinkel?)

De religiøse, politiske og historiske spændinger tilføjer plottet en ekstra dimension, og det er helt tydeligt at forfatteren – der er uddannet arkæolog – har din baggrundsviden på plads og elsker at øse ud af den.

Osiris labyrint er lang, men historien og personkarakteristikken kan bære det og Sussman er befriende fri for det overtroiske nonsens, der ellers følger mange krimier og romaner med religiøse og forhistoriske temaer. Det er fjerde del af en serie, og selvom nye læsere (som jeg selv) sagtens kan hoppe på her, så vil jeg anbefale at man læser dem i rækkefølge – der sker trods alt noget i personernes privatliv, og bind fire er lidt en spoiler for noget af det, der sker i de tre første bind. Hvilket ikke skal forhindre mig i at læse dem!

Min eneste anke er slutningen, som måske er lige vel svulstig, men dog ikke mere svulstig end at min nattesøvn pænt måtte vente på at jeg fik slugt de sidste 200 sider i ét stræk.

Paul Sussman: Osiris Labyrint. 593 sider, Tiderne Skifter. Oversat af Ninna Brenøe, 2017