Jeg kommer til at savne kriminalkommissær Conny Sjöberg og hans team med Petra Westman, Hedvig Gerdin, Andersson, Hamad, Sandén og alle de andre, der hører til i krimierne om Hammarbypolitiet. For forfatteren Carin Gerhardsen har skrevet den ottende i serien – og sagt, at det også bliver den sidste. Det er altid lidt vemodigt, når en serie slutter, specielt når man virkelig hed været godt underholdt, og det har jeg med Hammarbypolitiet.

Plottet er som altid spændende: en midaldrende kvinde og en lille dreng findes myrdet på bestialsk vis med en hammer på åben gade. De to har ikke noget med hinanden at gøre, så Conny og hans folk står på bar bund.

Samtidigt med, at de forsøger at opklare mordene slås de med deres interne stemning. For noget er helt og aldeles galt. Hamad er forsvundet, og inden han forsvandt skete der et eller andet frygteligt i en weekend i den hytte Conny har arvet, og hvor ham, Hamad, Sandén og Andersson skulle hygge sig i et par dage. Ingen taler om det, men Petra har en grum fornemmelse, men ingen vil fortælle hende noget. Hun er meget bekymret for Hamad, som længe har haft det det meget skidt, og som hun nu slet ikke kan få fat på.

Gerdin melder sig syg, hvilket ikke ligner hende. Og noget er da også helt galt, som i virkeligt galt. Det går dog ikke op for Conny, så Gerdin må vende sig mod en anden for at få hjælp. En som ikke en gang er i stand til at hjælpe sig selv. Så det bliver et kapløb med tiden, hvor Gerdin får afprøvet sin tillid til sin hjælper.

Alle har deres at slås med, og pludselig står Hammerbypolitiet med endnu et mord – i samme område – men hænger det sammen med de andre to?

Der er spænding på mange planer i denne ottende og sidste krimi om Hammarby, og det bliver næsten lidt for mange planer på et tidspunkt. Men Carina Gerhardsen formår som altid at holde styr på trådene, rede dem ud og lande plottet på sikker vis. Så jeg var godt underholdt – igen. Hvis du ikke har læst nogle af krimierne, så kan jeg varmt anbefale, at du går i gang fra en ende af. Hvis du allerede er i gang, så skal du selvfølgelig have afslutningen med. Domino er ikke den bedste hun har skrevet, men den er helt bestemt et værdigt farvel til serien.

Carin gerhardsen: Domino, Forlaget People’s Press, 400 sider, oversat af Louise Ardenfelt Ravnild, februar 2017