Astragale er fransk for en lille knogle i anklen. Det er den knogle, Anne brækker, da hun flygter fra fængslet ved at springe over en mur. Hun er ung, lille og fin, men hun har nogle særdeles barske erfaringer.

På flugten møder hun Julien, der samler hende op, skjuler hende og betaler for hende. Fra skjulested til skjulested gemmer hun sig for politiet, mens hun langsomt men sikkert bevæger sig ud i prostitution og kriminalitet. Det hele er skildret med Annes naive, gammelkloge øjne. Intet følelsesmæssigt overgreb kommer bag på hende – hun har set alt, prøvet alt. Og alligevel er hun poetisk, uskyldig, forundret rå over for verdens fortrædeligheder og menneskers svigt.

Albertine Sarrazin døde i en alder af kun 29 år efter en operation, og hendes skæbne og romanens status som ”semi-autobiografisk” giver bogen en næsten mytisk, rørende stemme. Den er skrevet i fængsel, Sarrazin ved hvad hun taler om. Hendes sprog er så smukt, og samtidig så klart, at man glider gennem siderne, hungrende efter at høre Annes stemme fortælle mere, mere, hele vejen frem mod det endelige forræderi.

Astragal foregår, og er skrevet, i Frankrig i 1960erne. Det er de storerygende, franske primadonnaers periode, det er tiden før syndefaldet, men for Anne er livet hårdt og brutalt. Smukt, berusende, røgfyldt – men brutalt. Især hvis man er en ung kvinde, der ikke engang er gammel nok til at kunne arbejde lovligt som prostitueret.

People’s Press skal have stor ros for at genoversætte og genudgive Astragal, formentlig fordi den blev filmatiseret sidste år. Det tjener dem alligevel til ære, for nye generationer bør helt bestemt genoplive Sarrazins forfatterskab!

Albertine Sarrazin: Astragal. People’s Press, (meget fint) oversat af Victoria Westzynthius. 191 sider, 2017.