Jim Lyngvild: Møgunge!
”Møgunge!” er først og fremmest historien om møgungen Jim Lyngvild, der havde en barndom med en voldelig far, blev dømt ude i folkeskolen og i det hele taget fik at vide, at han ikke duede til noget og ikke passede ind. Men den grimme ælling tog revanche og er i dag en succesfuld forretningsmand, der styler de kendte, skriver bøger, sælger parfume og øl samt mange andre ting.
Lyngvild giver os råt for usødet en indføring i den ”rejse” han har været på (X-Faktor talentprogrammet på DR1 har skamridt dette udtryk til et punkt, hvor man får kvalmefornemmelser af selv at bruge det, red.). En tankevækkende, livsbekræftende indføring, som formentlig kan være inspiration for mange andre lettere utilpassede unge. Jim Lyngvild har noget på hjerte. Han har en historie og han har nogle budskaber. Budskaber med indhold og kalorier i. Her er ikke tale om kalorieløs snik-snak, selvom bogens layout ikke ligefrem signalerer tyngde.
I længden bliver det dog for meget med alt det her ”jeg, jeg, jeg”, der giver indtryk af en person, der har et nærmest umætteligt behov for at blive bekræftet. Og en person, der har et stort behov for at komme med udfald mod andre personer og i meget direkte vendinger fortælle hvor genial og misforstået han er. Prikken over i’et er de små citater undervejs i bogen fra andre (semi-)kendte personer, der skamroser Jim Lyngvild. De mener det sikkert og har sikkert ret. Men det bliver bare for meget med al den direkte og indirekte selvros. For det er ikke nødvendigt. Vi har forstået det første, anden og tredje gang.
Senioranmelderen er nu videre til Thomas Larsen’s interviewbog med Hendes Majestæt Dronningen. I den helt anden grøft. Men han fortryder ikke turen omkring møgungen Lyngvild. Det når naturligvis ikke Thomas Larsens bog til sokkeholderne. Men det er også en helt urimelig sammenligning. Til gengæld giver den langt flere kalorier og langt mere stof til eftertanke end andre bøger i den genre af bøger af og om folk i den kaliber. Så hvis man ikke er bange for at få nedbrudt sine fordomme og blive lidt klogere på Jim Lyngvild, så kan det klart anbefales at læse ”Møgunge!”.
Jim Lyngvild i samarbejde med Karen Seneca. Møgunge! En bog om at gribe chancen – på trods af alt. Politikens Forlag, 2016. 207 sider.