Sofie Kragh-Müller: Hvordan man slipper væk
Borgmesteren ønsker at tiltrække flere borgere til kommunen. Bogens kvindelige hovedperson ønsker at slippe væk. Men hvordan gør man egentlig det?
Bagsideteksten er anderledes udformet og passer ganske fint til romanen:
1. En udviklingsroman uden udvikling. 2. En road-movie uden bevægelse. 3. Et ønske uden håb. 4. En kærlighedshistorie uden kærlighed. 5. En drøm uden indhold. 6. En roman fuld af sukkerroer, vaniljekranse og dødelige liljekonvaller.
Bogen er let at læse, men langt sværere at forstå. Vi springer lidt i tiden, og det er især den del, der kræver en vågen læser. Jeg kan godt lide bogen. Kan godt lide skildringen af hverdagsliv. Både når det handler om at stene tv, mens karaktererne spiser vaniljekranse, men også, når døden banker på.
Vi møder en ung kvinde i en lille by. I et lille samfund. Og hendes verden forbliver noget lille. Det er en roman om at miste, men det er også en roman om ingenting. Bogen er skrevet i korte tekster og indeholder også tilbageblik på det var var engang. Anbefales!
Sofie Kragh-Müller, Hvordan man slipper væk, Jensen & Dalgaard, Oktober 2016, 120 sider.