Chesley B. Sullenberger: Sully
Tre minutter og 29 sekunder. Så længe gik der fra US Airways flight 1549 kort efter starten fra New Yorks La Guardia-lufthavn ramte en stor flæk gæs og begge motorer satte ud til flyet landede på Hudsonfloden i New York den 15. januar 2009.
Ved styrepinden sad den 58-årige kaptajn Chesley B. ”Sully” Sullenberger, der blev den store folkehelt i USA, da han og de øvrige 154 personer ombord på Airbus A320-flyet slap stort uskadte fra det, der på ægte amerikansk vis er blevet døbt ”Miraklet på Hudsonfloden.”
Netop det er titlen på en aktuel film med Tom Hanks i hovedrollen om begivenhederne den kolde januardag i 2009. I anledningen af filmen er Sullenbergers egne erindringer fra 2009 blevet genudgivet i pocket book-format i USA. I 2009 var titlen “Highest Duty: My Search for What Really Matters”. I denne ombæring er titlen blevet ændret til Sullenbergers kælenavn “Sully”, som også er den amerikanske titel på filmen.
Bogen giver et fantastisk indblik i den stille kaptajns opvækst og første flyveerfaringer. Om hvordan han fløj solo første gang som 16-årig fra Mr. Cooks mark i Texas og lige siden har brændt for flyvningen. Om hvordan det skrabede og ikke længere særlig glamourøse liv som kommerciel pilot er. Om hvad der præcis skete den skæbnesvangre dag, samt om hvordan omverdenen har hædret og hyldet Sullenberger efterfølgende.
Sullenberger er god til at beskrive sin fascination for og kærlighed til flyvning, ligesom han er god til at sætte ord på hvad han tænkte og følte på dagen. Desuden giver han en god analyse af hvorfor så mange mennesker stadig den dag i dag skriver til ham, roser ham på gaden og så videre. Hvordan hans heltegerning har givet dem optimismen tilbage midt i de mørke finanskriseår.
”Sully” er glimrende læsning for den, der gerne vil et spadestik dybere end hvad instruktøren Clint Eastwood har kunne finde plads til i filmen.
Chesley B. Sullenberger: Sully. William Morrow, 2016. 354 sider.