Drengen Louie begynder at drømme om en mand i et blåt jakkesæt. Snart viser det sig, at de underfulde drømme er virkelige. På grænsen til Drømmeland hersker der frygtelige mareridtsvæsener, men Louie, der sover mere og mere, begynder dog hurtigt at foretrække Drømmeland fremfor den virkelige verden. Hans far er nemlig død, og hans mor taler aldrig om hverken det eller ham til Louie, men i Drømmeland ser man lige det, man ønsker at se…

Med pendanter til alt fra Odysséen til William Friedkins The Exorcist har Nick Clausen skrevet en gådefuld gyser for børn og unge. Drømmeland er en fin blanding af god gedigen uhygge og vægtig tematik, i form af den ellers harmoniske Louies sorg og afsavn. Klassiske haunted house-elementer står side om side med mere originale gys. Jeg synes personligt at Louies mystisk dybe søvn, der ikke gør ham mere udhvilet, men tværtimod synes at trætte ham yderligere, var specielt gruopvækkende, og bare tanken får det til at løbe mig koldt ned af ryggen. Tænk at sove og sove og kun blive mere træt!

Bogen er, sprogligt set, let at komme igennem, og kan derfor læses af relativt unge læsere, forudsat at de ikke får mareridt af at læse om Louies drømme. Desværre var den overordnede handling en smule forudsigelig for mig, og det tror jeg, den vil være for de fleste, også de unge læsere. Det er gyserens åg, at læseren ved, at det må gå galt, og det gør det selvfølgelig også i Drømmeland, for intet er, hvad det giver sig ud for at være, og Louie må træffe det svære valg mellem drøm og virkelighed.

Nick Clausen: Drømmeland, Facet, August 2016, 193 sider.