Anna Gavalda: Livet er bedre
Mathilde og Yann er ikke tilfredse med livet. På hver deres måde søger de efter noget mere, noget andet, noget bedre.
Vi møder først Mathilde. 24 år, hang til fest, trives ikke med ansvar eller konforme rammer. Og på trods af hendes trods, er hun ikke helt tilfreds. En dag mister hun sin taske med 10.000 euro i – hendes krakilske samboers penge – og går i panik over sin elendighed. En venlig sjæl har samlet tasken op og vil aflevere den tilbage – og alt er stadig i den. Han er mærkelig, ikke særlig attraktiv, men han bliver startskuddet til ændring i Mathildes liv.
Yann, 26 år, uddannet, arbejdende, i et fast forhold, meget behagesyg, meget lidt tilfreds. Han skal en dag hjælpe sin overbo med at bære et møbel op, og han inviteres indenfor. Indenfor i et univers som drager ham, fortvivler ham og styrker ham. Mødet med det liv naboerne lever, inspirerer Yann til at tage ansvar for sit eget.
Bogen er to helt individuelle fortællinger over samme tema. Det er helt simple historier fra den mest genkendelige, banale hverdag. Men alligevel er den ret skøn. Anna Gavalda skriver vidunderligt og er et must-read for alle frankofile. På trods af det er en dansk oversættelse, hørmer den af Frankrig på den allerbedste måde.
Anna Gavalda, Livet er bedre, Lindhardt&Ringhof, april 2015, 238 sider.