// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Lisa Kleypas: Forårets gåder
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Lisa Kleypas: Forårets gåder

Skrevet af den 27. april 2015 – 07:43Ingen kommentarer

Ønsker du romantik, passion og engelske dyder, har du i ’Forårets gåder’ fundet en letlæselig bog om netop det.

Rammen er den aristokratiske hverdag i 1800-tallets England, hvor unge kvinder jager den rigtige – og passende – ægtemand i balsale og over petanque på sommerdage i storslåede parker i klassisk engelsk stil. Forfatteren lader dog lidenskab og erotiske scener blande sig og skubbe de engelske dyder en smule i baggrunden.

Den spinkle, belæste og livlige 22-årige Daisy Bowman er blevet beordret til at finde en bejler hurtigst muligt, ellers skal hun gifte sig med sin fars højre hånd, Matthew Swift, som på ingen måde tiltaler Daisy. Og dog …

Overgangen fra, at Matthew Swift er en utænkelig bejler til at være charmerende og elskelig, går lidt for stærkt og er en smule for søgt efter min smag. Men det er forventeligt, hvad der skal ske, selvom der lurer en hemmelighed i Matthew Swifts fortid.

Man venter en anelse længe på forløsning af mysteriet, som man fornemmer er altafgørende, men forfatteren lægger ikke mange spor ud, så hemmeligheden virker næsten helt irrelevant. Indtil den naturligvis kulminerer på bogens sidste sider og efterlader afslutningen på bogen en anelse ufærdig.

Det er ikke en roman på højde med Jane Austen, men underholdning og intriger er der.

Lisa Kleypas, Forårets gåder, Pretty Ink, 23. april 2015, 301 sider, oversætter Signe Lyng, fjerde bind i Wallflowers-serien

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.