Pia Krøyer og Christina B Kjeldsen: Tag naturen med hjem
Natur og træ har i de senere år fået en fremtrædende rolle i boligindretningen. Og hvis du kan lide at færdes ude, er ”Tag naturen med hjem” en skøn bog for dig.
Her finder du indretning, opskrifter og ideer, der passer til de forskellige årstider og som inddrager naturen omkring os, på smukkeste vis.
Der tages udgangspunkt i de gode fund fra stranden, skoven, sommerhuset og haven. Den nordiske natur har en helt særlig skønhed over sig, der kommer så fint til udtryk året rundt. Det er den naturlige skønhed der skal tages med ind – nogle gange i forarbejdet form, andre gange råt og flot.
I vinterafsnittet får den naturlige jul det til at krible i fingrene, jeg tvivler dog på at resten af familien vil undvære nisser, glimmer og rødt. Men det er til fin inspiration og dejligt at se det enkle og rustikke, der passer godt ind i mange moderne boliger.
De andre årstider viser sig også fra deres bedste sider og man kan kun glæde sig til det bliver tid til at så og forspire og lave en forårstærte med porre og selvplukkede ramsløg.
Eller måske kunne man lokke morfar til at bygge en rustik sofagynge i et stort træ ved sommerhuset? Drømme og ideer er der nok af og dygtige Heidi Lerkenfeldt er fotografen bag de stemningsfulde og smukke fotos i bogen.
Ideerne kommer fra Pia krøyer og Christina B. Kjeldsen, der begge har stor erfaring med magasin og reklamebranchen. Bogen rammer plet i dens budskab om at bruge naturen til indretning og madlavning. Her finder man det unikke og alligevel genkendelige. Så tag dig tid til at værdsætte detaljerne og naturens eget skatkammer.
Pia Krøyer og Christina B. Kjeldsen, Tag naturen med hjem, Gyldendal, 2014, 216 sider
