Jens Vilstrup: Opland
For nogle uger siden kørte jeg gennem Jylland i det naturskønne og idylliske område omkring Jelling, vest for Vejle. Det er netop i dette område mellem Vejle, Grindsted, Brande, Herning, Ikast og Silkeborg bogen Opland foregår. Kulissen for fortællingen er således oplandet, der i det netop nu solbeskinnede Jylland. Men en opvækst i oplandet, som skildret her i bogen, er langt fra skøn eller idyllisk. Tværtimod!
Handlingen udspiller sig over dagene fra hovedpersonen Niels´ fars død om mandagen og til han bliver begravet senere på ugen. Den 50 årige læge Niels´ rejse til hjemegnen bliver samtidig en rejse til den barndom og ungdom han i så mange år har forsøgt at lægge bag sig. Gradvist introduceres læseren til en opvækst med svigt, hån, afstumpethed og fornedrelse. Og gradvist går det op for Niels at familie og venner ikke uden videre tager imod med åbne arme, når man vender hjem efter mange år i hovedstaden. Ligeledes må han erkende, at man ikke kan ændre på andre eller redde dem fra deres skæbne – heller ikke når man er læge.
Jens Vilstrup skildrer et nutidigt underdanmark de færreste kender til. Han skildrer en rå og barsk kultur med misbrug af stoffer og alkohol, kriminalitet og en sprogbrug der kræver daglig omgang med de grimmeste af de grimme ord. Det virker grotesk og vildt langt ude at der findes mennesker med en adfærd, som skildret i bogen. Alligevel virker det på sær pris troværdigt. Jeg blev i hvert fald overbevist om, at der et sted derude findes mennesker, der lever livet så langt fra os andre, og som dagligt fastholdes i (for os andre) uhensigtsmæssige handlemønstre.
Bogen har en del til fælles med den roste bog Forbandede Yngel af Anne-Cathrine Riebnitzsky. Forbandede Yngel handler om en voksen kvinde, der beretter om sin opvækst på en gård i økonomisk krise med en psykisk syg og manipulerende mor og en afstumpet og voldelig far. Det er fortællingen om svigt, vold og overgreb på fire børn. Hvis du kan lide Forbandede Yngel vil du også kunne lide Opland.
Opland er spændende, barsk læsning. Bogen er velskrevet (forfatteren er erfaren journalist) og mere end blot underholdning. Man bliver lidt klogere af at læse den. Så det synes jeg at du skal gøre. Og hvis du ikke allerede har læst Forbandede Yngel, skal du gøre det bagefter.
Jens Vilstrup, Opland, Peoples´ Press, 2014, 322 sider.