Det er altid svært at anmelde en klassiker. Der er ligesom en stemning omkring klassikere, at hvis man ikke kan lide dem, så er det nok fordi man ikke helt har forstået dem – at man ikke er intellektuel nok.

Jeg ved ikke, om jeg er intellektuel, men jeg fandt nu Walden yderst læsværdig – selvom det tog denne 21. århundredes storbytøs lidt overvindelse at falde for en bog om en mand, der flytter ud i skovene i Massachusetts for at leve spartansk i pagt med naturen.

Selvfølgelig er manden superhellig, når han argumenterer for, at vi allesammen ville have det meget bedre ude i skovene og praler med, hvor lidt han behøver for at overleve, både af penge, møbler, mad og klæder.

Alligevel er det facinerende at følge med i hans selvbyggerhus og overvejelserne omkring menneskets rolle i den altomfavnende natur.

Naturbeskrivelserne er fantastiske, man kan næsten se den stillestående – men bestemt ikke bundløse – sø for sig, om sommeren når Thoreau fisker og om vinteren når isen dækker søen helt. Thoreau er en grundig mand, og ud over nøje skriverier om hans pengeforbrug, hvordan han skaffer brugte møbler og de mennesker, han møder, får vi også nøjagtige optegnelser for naturens gang, derude ved søbredden omkring 1850.

Det er stadig uskyldens tid. Skovene står, amerikanerne forsøger at slå rod – moderniteten truer storbyen Boston, men ude ved Walden forsøger Thoreau at stoppe tiden og leve som nybygger igen. Nostalgi er bestemt ikke en ny opfindelse!

Jeg læste bogen for sproget og naturbeskrivelserne. Ikke for hans overvejelser om askese som vejen til det gode liv. Til slut blev jeg lidt træt af den bedrevidende tone og de mange stik til mennesker, der ikke elsker det primitive liv (for eksempel fordi de har nogle børn, der både kræver mad, tøj, socialt liv og en uddannelse.). Han blev jo heller ikke derude selv, trods alt, i ved Waldens bredder i samklang med naturen og det enkle liv…

Det er da en fin bog, men jeg kan ikke helt se, hvorfor den har fået klassikerstatus i USA.

Henry David Thoreau: Walden. Livet i skovene. Gyldendals Bogklubber. (1854, denne oversættelse 2007). 299 sider.