Svovlild er fantasy så mørk og dyster, at det nærmer sig horror.

I tidernes morgen kæmpede de hvide drager og de røde drager mod hinanden, og deres kampe var ved at rive verden itu. Til sidst fik de hvide drageguder forvist de røde, og freden sænkede sig over verden.

Mange år er gået siden krigen. De røde dragers land er plaget af sygdom og nød, mens de hvide dragers land blomstrer. Den unge røde drage Nauser vil ikke finde sig i den uretfærdige fordeling af goder. Da hans far, kongen, dør, tvinger han de røde drager til at spise dragekød og vækker dyret i dem. Optændt af blodlyst rejser de mod de hvide dragers land.

I de hvide dragers land er hundragen Esmeree ved at gå til af bekymring; hun frygter, at hendes drageunge ikke kan flyve. Men hendes bekymring bliver gjort til skamme, da hendes unge flyver stolt mod himlen. Hun får dog snart andre og langt mere blodige bekymringer. Nauser kommer til landet og kræver ændringer eller krig. Kravet om ændringer er dog kun et skalkeskjul for at få tid til at udøve en ubehagelig udåd, der forvandler Esmeree fra bekymret mor til koldblodig dræber. En dræber, der er farlig for selv den blodtørstige Nauser. En kamp mellem dem er tæt på at være fatal for den røde drage, men så hører han stemmerne fra afgrunden…

Svovlilds drageverden er godt udtænkt, men ikke helstøbt. I bogens første del møder vi dragerne før krigen starter, men vi får ikke nok at vide om, hvordan de ser ud, og deres personligheder virker overfladiske. Det virker som om forfatteren er fanget mellem at gøre dragerne menneskelige og samtidigt dyriske. Resultatet er, at bogens første del er noget tung, men heldigvis bliver det mere medrivende i anden del. Her starter den store dragekrig for alvor og fokus flyttes fra dragernes personlighed til kampen mellem dem. Kampen viser, hvordan personer (drager) under pres vil gøre ekstreme ting, selvom det slider dem i stumper og stykker. Dragernes fokus på hævn og blind retfærdighed sønderflår både de hvide og de røde i en sådan grad, at grænsen mellem godt og ondt udviskes. Tilbage er kun billedet af krigen, der gør alle til dræbere og kun døden til vinder. Det er her bogens styrke ligger, nemlig i beskrivelsen af krigens væsen.

Bogen egner sig kun til læsere med stærke nerver – for selv om det kun er drageblod, der drypper fra siderne, så opfører dragerne sig som mennesker, når mennesker er værst.

Jonas Wilmann, Svovlild, Forlaget Kaos, 298 sider, Februar 2013.