Hovedpersonen Gabriel Brockwell gør sig klar til at tage afsked med verden. Det moderne forbrugersamfund har ikke noget at tilbyde denne unge revolutionære, romantiker og poet. Men verden skal forlades med maner, så der skal festes igennem før selvmordet. Og det bliver der.

Først må han dog flygte fra det afvænningssted, hvor han er tvangsindlagt efter stofmisbrug. Gabriel opsøger et kollektiv, hvor han har boet sammen med vennerne fra anti-globaliseringsbevægelsen i London. Her forsyner han sig fra med-aktivisternes pengekasse og tager til Tokyo på business class . I Tokyo er hans gamle ven ved at bryde igennem som køkkenchef. Det sker med menuer, der får Noma til et ligne en kedelig motorvejsrestaurant. Tingene udvikler sig dog ikke som planlagt, bl.a. går serveringen af en meget giftig fisk helt galt.

Gabriel flygter over hals og hoved til Berlin på jagt efter et projekt, der skal være så storslået og helt igennem banebrydende, at indflydelsesrige investorer vil få vennen ud af fængslet i Tokyo. Den gamle nazilufthavn Tempelhof skal danne rammen om den mest dekadente fest, man kan forestille sig. Det skal være festen, der markerer vor civilisations undergang. Akkurat som det gamle Rom gik under i madorgier, skrupelløshed og liderlighed, står vores egen verden på randen af afgrunden. Den vestlige kapitalisme og materialisme har ædt sig selv op, vi befinder os i Limbo, tomrum og intethed.

Der er fantastiske og latterfremkaldende passager i Sidste udskænkning i slaraffenland, og beskrivelserne af rusen, har jeg ikke læst stærkere. Det er tydeligt, at forfatteren kender dette territorie – DCB står for Dirty But Clean, og Piere var selv narkoman i flere år. Bogen er skrevet i en sprogligt meget forceret med gadesprog, stand up og filosofisk doktorafhandling blandet i en pærevælling. Det ender desværre med at blive trættende og gør det svært at komme igennem til sidste side.

DBC Pierre, SIDSTE UDSKÆNKNING I SLARAFFENLAND, Oversat af Jeff Matthews, 380 sider, Hr. Ferdinand, 2011.