Jeg tilegner Dem min stilhed blev den peruvianske nobelprismodtager Maria Vargas Llosas sidste roman inden han døde sidste år. Llosas boede det meste af sit liv ikke i Peru, men alligevel er denne sidste bog en hyldest til hans oprindelige hjemland og ikke mindst dets musik.

Tono Azpilcueta er falleret musikkritiker i dyb fattigdom. Han nærer en dyb kærlighed til den kreolske musik, som er vældig populær på tværs af sociale og etniske skel i Peru og en dag hører han en formidabel guitarist spille. Til hans store forskrækkelse opdager Tono, at guitaristen er helt ukendt og dør kort efter. Guitaristen viser sig at være et hittebarn, fundet på en losseplads og opfostret af en præst, og Tono beslutter sig for at skrive hans historie.

Det bliver til en bog, der handler mere om peruviansk vals og Peru end om guitaristen. Inderst inde er Tono nemlig en fantast, og han ser musikken som den lim, der kan binde den splittede nation sammen. Han drømmer om en musik, der kan forene rige og fattige, analfabeter og universitetslærde, folk fra højlandet og folk fra kysten – og de oprindelige folk med hvide og alle de blandinger, der i dag udgør Peruas befolkning.

Jeg tilegner Dem min stilhed bliver derfor en roman om ikke bare musik, men om en drømmende sjæl i et land, der mangler et samlingspunkt og et fællesskab. Llosas pen er engageret og velskrivende til det sidste, men Jeg tilegner Dem min stilhed er en smule ufokuseret. Den kræver også mere viden om Peru og peruviansk musik end denne anmelder har. Især første del er tung at komme igennem med lange oplistninger af navne og kulturreferencer, som går helt hen over hovedet på mig – ja, jeg er endda i tvivl om hvorvidt de er virkelige eller fiktion. På den måde virker det som en roman, der er mere til indenrigslæsere end til udenrigs.

Mario Vargas Llosa: Jeg tilegner Dem min stilhed. 240 sider, Klim. Oversat af altid dygtige Rigmor Kappel Schmidt (som har været Llosas trofaste danske oversætter i mange år, inkl fint efterord!), udkom 26. februar 2026