Skæbnen har været grum og hård for mange ukrainere, også i det 20. århundrede. I sidste halvdel af det århundrede forlod mange ukrainere deres hjemland og slog sig ned i Vesten – både før og efter murens fald.

En af disse familier var Misjas jødiske familie fra Odessa. Den bærer på en grum historie om folkemord og flugt tilbage fra 2. verdenskrig, men også på en fortælling om forfølgelse under Sovjetregimet. Misjas far drømte om at udvandre til Israel, og blev forfulgt af de sovjetiske myndigheder for den drøm, men da familien endelig fik udrejsetilladelse i starten af 1970erne, kom de ikke længere end til Vesttyskland.

Misja selv er som voksen blevet succesfuld forfatter, og hans mor får også udgivet en novellesamling – men må leve med den skæbne, at hendes familie er blevet i Odessa samtidig med at manden der fik hende til at rejse nu er gået fra hende.

Nu sidder hun ensom i Hamborg, med drømmen om at skrive flere noveller og er optaget af sig selv og sit ulykkelige liv.

Det lyder som anslaget til en spændende familiesaga, men jeg må ærligt indrømme, at Mama Odessa simpelt hen ikke fangede mig. Hemmelighederne er afsløret for tidligt, historien er for springende og løs, og det symbiotiske forhold mellem mor og søn og deres kærlighed til litteraturen som bagsiden stillede mig i udsigt, forblev en skitse.

Maxim Biller: Mama Odessa. 240 sider, Lindhardt og Ringhof. Oversat af Nanna Lund, udkom 15. januar 2026