// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Anne-Cathrine Riebnitzsky: Ørn
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Anne-Cathrine Riebnitzsky: Ørn

Skrevet af den 12. september 2025 – 07:52Ingen kommentarer

Kong Herodes er død. Den gale, grusomme og korrupte konge, der ikke bare dræbte sine egne børn men alle småbørn i Bethlehem, er endelig død. Men hans blodige arv lever videre, for magttomrummet har startet en borgerkrig i Judæa. Nu gør folket oprør i Jerusalem, mens de romerske legioner marcherer gennem landet og efterlader et blodigt spor af korsfæstelser og brændte byer.

Sådan er scenen for Anne-Cahrine Riebnitzskys andet bind i trilogien om Jesus og hans tid. Den samler fermt op efter første bind, Tempel, og vi følger igen et lille udvalg af mennesker, hvis skæbne vikles sammen med Jesus’: Nabatæeren Shaquilat, Johannes Døberen, Tjeneren Moshe med den lamme nevø og den tidligere slave Africanus, der nu gør tjeneste i den romerske hær og drømmer om Lucilla og et lille hus på landet.

Ved Herodes’ død er Jesus kun et barn, og Maria og Josef bryder op fra deres egyptiske eksil for at vende hjem til familien. Derhjemme venter religiøs og social uro, og kejser Augustus har ikke tænkt sig at lade lade jøderne rive den romerske ørn ned ustraffet.

Truslerne kommer dog ikke kun fra den militære overmagt i Rom, men også fra grådighed blandt dem, der skulle tale for folket og for gud, og i alt dette virvar forsøger almindelige mennesker at finde kærligheden, en familie og muligheden for et godt liv. Og blandt dem alle vokser Jesus altså op. Drengen hvis undfangelse og fødsel var omgæret af mystik og varsler, og som på den ene side er et helt sædvanligt barn og på den anden uendeligt usædvanligt.

Det er kort sagt en urolig og uforudsigelig tid, hvor mennesker af meget forskellig baggrund skal finde ud af hvordan de leve sammen på et lille landområde ved den østlige del af middelhavet. Det er nok ikke helt tilfældigt, at det lyder meget aktuelt.

Riebnitzsky skriver historier og liv frem så de står klare og troværdige for os i dag. På 2000 års afstand fortæller hun om både det jordnære og det guddommelige i levende gendigtning af Jesu liv. Det er fiktion og tankespind, men det er bygget på solid viden om epoken og landet, og netop derfor går det op i en højere enhed og er ikke bare en religiøs fortælling, men en rigtig god roman.

Anne-Cathrine Riebnitzsky: Ørn. 352 sider, Lindhardt og Ringhof. Udkommer 12. september 2025

Der er lukket for kommentarer.