Jacob Fischer Møllers korte debutroman, Paul dør, er en bog, der deler vandene. Den er stilistisk skarp, men også forvirrende og tempofyldt. På trods af titlen er det ikke Pauls død, der fylder mest i romanen – i stedet flakker fortællingen rundt i tid og sted, som en drøm, hvor grænserne flyder sammen, og det er svært at sætte ord på, hvad bogen egentlig handler om. Skulle jeg alligevel give et bud, er det en blanding af scener fra Pauls vilde liv med venner og seksuelle møder.

Romanen er både original og nyskabende i sin form. Den mangler traditionelle afsnit, og dens høje tempo gør læsningen både intens og udfordrende trods sin størrelse. Det er et greb, der understøtter protagonistens sindstilstand og livsstil, men som også kan gøre det svært at holde fast i en rød tråd. På samme måde skifter læseoplevelsen mellem fascination og frustration – Pauls prætentiøse væsen, og fokuset på personers tøj og mærkevarer, er både troværdigt og utroværdigt på én og samme tid.

Paul dør kan tolkes som en humoristisk og forfriskende kritik af en vis type livsstil, men den kan også opfattes som meningsløs og prætentiøs. Jeg endte nok desværre med at hælde til det sidste. Der er ingen tvivl om, at romanen er en nicheudgivelse, som vil tiltale nogle læsere mere end andre. Måske er jeg bare ikke “woke” nok til at sætte fuldt pris på den, men jeg kan ikke benægte, at den formåede at vække en reaktion i mig – og det er i sig selv en kvalitet, der giver den sin berettigelse.

Jacob Fischer Møller, Paul dør, Atlanten, 88 sider, februar 2025