// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser pĂĄ nettet » Michael Magee: Tilbage til Belfast
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Michael Magee: Tilbage til Belfast

Skrevet af den 16. juli 2025 – 04:58Ingen kommentarer

Prisvindende litteratur fra Belfast. Jeg er fan!

Belfast 2013. Sean vender hjem til Belfast efter sin uddannelse i engelsk litteratur Liverpool. Her hænger han igen ud med de gamle venner. Vennerne der fester igennem med druk og coke. Sean er egentlig ikke interesseret i at vende tilbage i de gamle mønstre, men hvad gør man? Det er svært at finde en fast bopæl. Det er svært at finde et fast arbejde. En nat overfalder han en fremmed til en fest og så begynder det for alvor at sejle.

Kan man slippe fri af sin opvækst og sin klassebaggrund? Eller klæber fattigdommen og manglen på handlemuligheder for evigt til en? Det er nogle af de spørgsmål romanen undersøger. Som læser ønsker man Sean et andet liv end hans mor, brødre og venner. Et liv med fast bolig og fast indtægt. Mon det lykkes?

Romanen er forstemmende, fængende og interessant og tegner et portræt af en knægt, der vokser op i skyggerne af konflikten i Nordirland mellem protestanter og katolikker, hvor mange flere end man tror bærer på traumer og hemmeligheder. Det er en bog der giver stof til eftertanke.

Anbefales til dig, der gerne læser opvæksthistorier og til dig der læser klasselitteratur. Og selvfølgelig også til dig, der er interesseret i historie. Jeg har selv til gode at læse Shuggie Bain, men har hørt andre sige, at Tilbage til Belfast er oplagt læsning til læsere af netop Shuggie Bain.

Michael Magee, Tilbage til Belfast, På dansk ved Camilla Engkjær Laursen, Forlaget Falco, 300 sider, Maj 2025.

Der er lukket for kommentarer.